TDC-topchef efter opkøb: Ingen grund til fyringsfrygt
TDC-topchef efter opkøb: Ingen grund til fyringsfrygt Foto: POLFOTO/Stine Bidstrup
POLFOTO/Stine Bidstrup
Der er ikke lagt op til en stor fyringsrunde som følge af TDC's opkøb af det norske selskab Get AS, lyder det.
Medarbejderne hos TDC behøver ikke at frygte en stor fyringsrunde, efter at den danske telekoncern har købt det norske selskab Get AS, der er store inden for kabel-tv i Norge.
TDC venter godt nok besparelser på omkring 167 millioner kroner om året som følge af opkøbet, men pengene bliver ikke hentet ved at afskedige medarbejdere i stor stil.
Det fortæller TDC's topchef, Carsten Dilling, efter at TDC mandag har meddelt, at det køber norske Get AS for 12,5 milliarder kroner. Med opkøbet får TDC samtidig 800 nye medarbejdere ind i den sammenlagte koncern.
- Opkøbet kommer ikke til at betyde så meget, fordi vi kommer til at køre Get-virksomheden videre og lægger meget vægt på, at virksomheden skal holde sit vækstmæssige moment og være en god og sund forretning i det norske, siger Carsten Dilling.
- Det er ikke primært på medarbejdersiden, at vi skal finde omkostningsbesparelserne og synergierne. Det er ikke umuligt, at vi finder nogle områder, når vi får integreret de to virksomheder, men det er ikke her, de primære effekter skal findes, siger han.
I stedet venter TDC, at opkøbet kan give koncernen større muskler at forhandle med, hvad angår de meget dyre tv-rettigheder.
- Vi venter, at en af effekterne bliver, at vi vil være en større spiller i det samlede kabel-tv-billede i Norden, siger Carsten Dilling.
Han peger derudover på, at TDC kan spare på infrastrukturen ved at slippe for at leje sig ind hos konkurrenterne, da TDC fremadrettet vil kunne bruge Gets netværk og omvendt.
TDC har gennem de seneste år været gennem flere økonomiske slankekure. Opkøbet er dog ikke ensbetydende med, at det er slut på den front.
- Vi har en god plan for den danske virksomhed, og vi vil forsat skulle effektivisere den, men det er klart, at vi nu har fået et råderum, der giver os moment til hurtigere at stabilisere vores toplinje (omsætning red.), siger Carsten Dilling.
Tilbage i august outsourcede TDC 800 stillinger inden for kundesupport til det amerikanske selskab Intel. En del af de ansatte ventes at måtte vinke farvel til jobbet på længere sigt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned