Teknikkens Univers nåede ikke første deadline

Første deadline for oplevelsescentret “Teknikkens Univers”, der er planlagt ved Maribo, blev overskredet 1. oktober.

På denne dato skulle støtteforeningen bag have samlet 300 medlemmer og en kapital på 150.000 kroner for at gøre bidrag afdragsberettigede, og for at de kan modtage arv.

Da dagen blev nået havde foreningen godt 70 medlemmer, og selv om antallet stiger støt, så er der et godt stykke til målet. At man ikke har nået det, der var den første målsætning gør dog ikke formand Carsten Andersen til en tvivler.
- Vi har endnu en frist næste år, så det skal vi nok nå, siger han.

Projektet blev præsenteret for offentligheden i slutning af august, og bestyrelsen trak i arbejdstøjet i september, så endnu er det kun råskitser, der bliver arbejdet med.
- Vores møder har handlet meget om at produktudvikle “Teknikkens Univers”. Vi har set på, hvad man kan bruge lokalerne til ud over de tanker vi allerede har gjort os, forklarer Carsten Andersen.

Bestyrelsen vil stadig gerne have oplevelsescentret placeret ved Maribos vestlige motorvejsafkørsel. Den helt store udfordring for bestyrelsen er at få stablet økonomien på benene. Byggeriet af den arkitekttegnede bygning er alene anslået til omkring 120 millioner kroner.

Foto: Sådan ser det første bud på Teknikkens Univers ud.

Bestyrelsen tror dog fortsat på det planlagte oplevelsescenter ved Maribo.

Offentliggjort Sidst opdateret