Syv år efter, at Ib Kunøe solgte Telmore til TDC for 400 millioner kroner, er han klar med et nyt teleselskab, Atea Tele.
Det skriver dagbladet Børsen.
Og ligesom lavprisselskabet Telmore nærmest skabte revolution på telemarkedet, venter den danske milliardær denne gang at vende op og ned på markedet for mobiltelefoni til virksomheder.
Lanceringen sker som en central del af IT-selskabet Atea, og lanceringen sker i hele Norden på én gang.
- Vi er i dag storleverandør af IT-løsninger til virksomheder i Norden gennem Atea, så det er oplagt også at tilbyde mobilløsninger. I forvejen sælger vi mobiler, devices og bredbånd, siger Ib Kunøe til Børsen.
IT-rigmanden forhandler lige nu med teleselskaberne om aftaler, der skal danne grundlaget for Atea Tele, men historien om Telmore skræmmer, siger han.
- Forhandlingerne har taget lang tid, for teleselskaberne er bange. De frygter, at vi vil gå ind og dumpe priserne på erhvervsområdet, men det er ikke hensigten, siger Kunøe til Børsen.
Planen er i stedet at skabe mulighed for bedre udnyttelse af den stigende brug af smartphones.
Blandt andet skal ansatte i virksomheder kunne bruge deres arbejdsmobil privat og dermed slippe for at have to mobiltelefoner.
Atea Tele baseres på IT-løsninger fra datterselskabet Belle Balance A/S samt Ib Kunøes selskab, CD Rator.
Begge selskaber udvikler og driver løsninger, der kan håndtere mobilbetaling.
Forhandlingerne med teleselskaberne kompliceres ifølge Børsen yderligere af, at Ib Kunøe vil tilbyde virksomhederne frit valg af teleselskab, når de vil vælge mobilløsning.
I dag indgår mindre teleselskaber ofte faste aftaler med et teleselskab om at bruge deres mobilnet, men Atea Tele skal kunne tilbyde et bredt udvalg af telenetværk, skriver Børsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde