Telepris-striden fortsætter

Der er langt fra enighed om, hvad det skal koste at levere mobil dækning i Guldborgsund Kommune.

Offentliggjort Sidst opdateret

- De priser, Guldborgsund Kommune bruger til at argumentere for deres prisstigninger, holder ikke.

Så kontant er udmeldingen fra konsulent John Strand, der også i sidste uge langede kraftigt ud efter kommunen ved at hævde, at den afpresser teleselskaber. Det skete efter, at det kom frem, at kommunen har opsagt en række lejeaftaler med teleselskaber for i stedet at tilbyde dem nogle nye, men dyrere aftaler.

Guldborgsund Kommune svarede igen på tiltalen i en pressemeddelelse, hvor de sammenligner deres nye pris på 45.000 kroner om året med blandt andre Slagelse og Stevns Kommuners priser, som de hævder, ligger på mellem 45.000 til 50.000 kroner om året. Og det er de priser, som John Strand nu opponerer kraftigt imod.

En aktindsigt i de to kommuners kontrakter med teleselskaberne, der lejer sig ind på kommunal jord, synes da også at tale for, at prisen i de to kommuner faktisk er væsentlig lavere, end Guldborgsund Kommune hævder. Ifølge kontrakterne ligger priserne i Stevns Kommune nemlig på mellem 10.400 og 32.800 kroner, mens de i Slagelse Kommune ligger på et niveau omkring 11.000 kroner til 36.600 kroner. Men det er slet ikke de priser, som kommunen og dens mægler har brugt til sammenligningen, lyder det nu.

- Vi sammenligner udelukkende med de priser, som kommunernes forsyningsselskaber tager. Og de matcher eller er højere end det, Guldborgsund Kommune nu kræver, siger Kåre Eg Bellmann, der er ejer af AlphaCon, som er kommunens mægler på området.

At AlphaCon ikke kigger på de samlede priser i Slagelse og Stevns Kommuner, men udelukkende kigger på én – nemlig den forsyningsselskaberne tager – skyldes ifølge mægleren, at de indgår i nyere kontrakter.

- Om vi sammenligner med de priser, kommunen eller halvoffentlige institutioner tager, er ligegyldigt. Det, der er afgørende her, er, at det er kontrakter, der er forhandlet gennem de seneste år, og derfor afspejler markedsprisen, siger Kåre Eg Bellmann. Han holder derfor også fast i, at de to andre kommunernes generelle priser er for lave og sandsynligvis også ville stige, hvis de skulle genforhandles i dag.