Telia afviser at forhandle med TDC om opkøb
Telia afkræfter historie fra Dagens Industri om "indgående diskussioner" mellem Telia og TDC.
Spillet om TDC rummer fortsat en række ubekendte, efter at telekoncernen mandag meldte ud, at man har sat overtagelsen af MTG Nordics på standby.
Senest har telegiganten Telia dog været ude at afvise, at man skulle ligge i forhandlinger med TDC om et opkøb.
Det svenske finansmedie Dagens Industri skrev ellers tidligere, at der ifølge flere unavngivne kilder havde været "indgående diskussioner" mellem TDC og Telia i sidste uge.
Kontakten skulle angiveligt dreje sig om et købstilbud på TDC på 80 milliarder kroner.
Men det bestrides altså af Telia, som dog bekræfter, at man tidligere har haft kig på TDC.
- Telia Company bekræfter, at vi har undersøgt forskellige alternativer - inklusive et potentielt opkøb af TDC - som en del af den strategiske gennemgang af vores position i Danmark, hedder det i en fondsbørsmeddelelse.
Dermed er det stadig uvist, hvor mange mulige købere der er i spil.
Et konsortium bestående af pensionskasserne ATP, PFA og PKA samt den australske investeringsbank Macquarie har tidligere bekræftet, at de for nylig har afgivet et bud på TDC.
Dette bud, som angiveligt ligger i omegnen af 47-48 kroner per aktie, blev dog afvist af TDC's bestyrelse med henvisning til, at aktionærerne var bedre tjent med strategien om at skabe en nordisk storspiller inden for tv-indhold og teleinfrastruktur.
Det var netop den strategi, der lå bag det opkøb af MTG Nordics, som altså nu muligvis ikke bliver til noget.
TDC har i en fondsbørsmeddelelse mandag bekræftet, at man er blevet kontaktet af en byder, som vil købe alle aktier i selskabet.
Det er dog uvist, om det er konsortiet, der har forhøjet sit bud, eller om der er tale om en helt tredje part.
Hvis salget bliver en realitet, vil aftalen med MTG Nordics' ejer, Modern Times Group, blive annulleret.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker