Telia betaler kunder for rod i mail

Få timer op til lanceringen af mobiltelefonen iPhone 4 sendte teleselskabet Telia en mail ud til kunder på ventelisten med et link til at købe telefonen i Telias webshop. I mailen fremgik prisen uden abonnement og med vildledende formuleringer.

Det forsøger Telia nu at rette op på ved at lade de første kunder slippe med den pris, der stod i mailen. Dermed betaler Telia deres abonnement i seks måneder, oplyser nettjenesten Mobilsiden.dk.

Salgsdirektør Michael Bech, Telia, har ellers afvist, at der kunne blive tale om at give kompensation.

Telia er kede af sagen, men kommunikationsmedarbejder Ditte Poulsen mener, at man har håndteret sagen så godt som muligt.

- Vi har lært, at vi skal kigge mails endnu grundigere igennem. Jeg synes, vi har reageret hurtigt, men selvfølgelig ville det være bedre, hvis det aldrig var sket, siger hun til nettjenesten.

De kunder, der får penge tilbage, har købt via et link i den første mail, der blev sendt ud den 29. juli. En ny mail med korrigerede priser blev sendt ud den 2. august.

Hvor mange der nåede at købe via det første link, og hvor mange penge Telia har betalt tilbage, vil Telia ikke ud med. Men ifølge Mobilsiden.dk's oplysninger blev omkring 500 iPhones sat til salg til dem på venteliste i første omgang.

Nettjenesten gætter på, at Telia har fået udsolgt telefonerne inden mandag, hvor den næste mail blev sendt ud. Abonnementet koster rundt regnet 2700 kroner. I så fald har Telia måttet hive knap 1,4 millioner kroner op af lommen i kompensation.

/ritzau/

Teleselskabet Telia betaler abonnement for kunder i en periode for at råde bod på en fejlagtig pris i mail.

Offentliggjort Sidst opdateret