Thorning i voldsomt angreb på bankerne

Ydmyghed er en dyd, som den danske banksektor ikke kender til. Det mener Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt, som i en kronik i Berlingske Tidende kalder det en "uhørt provokation", når bankerne giver millionbonusser til deres medarbejdere og direktioner, kort tid efter den danske stat måtte holde hånden under bankerne.

- Politikerne var tvunget til at redde bankerne ikke bare én - men to gange. Alternativet var, at nogle af bankerne gik under - og at det havde udløst en total nedsmeltning af dansk økonomi, skriver Helle Thorning-Schmidt. Hun mener, at der allerede har bredt sig en tung dyne af forglemmelse og fornægtelse i banksektoren, som derfor ikke tager ved lære af krisen.

Blandt andre har ordførende direktør i Danske Bank Peter Straarup, som mandag overtog formandsposten i Finansrådet, fralagt sig ansvaret for den finansielle krise.

- Den kraftige udlånsvækst, som viste sig at være helt uholdbar, var ikke påduttet af nogle eller noget. Den skyldes alene, at bankerne satsede alt for meget på at opnå store, kortsigtede gevinster og derfor glemte den gamle sandhed, at det skal være kedeligt at drive bank.

Hun mener, at det er helt forkert, når bankerne siger, at de har betalt en meget dyr pris for at få sikkerhed gennem de to bankpakker. Ifølge Helle Thorning-Schmidt er de sluppet meget billigt i forhold til de beløb, som staten -og dermed danske skatteborgere - har sat på spil for at redde bankerne. Statsgarantien for de samlede indskud i de danske pengeinstitutter lød på over 4000 milliarder kroner.

Helle Thorning Schmidt mener, at læren af finanskrisen må være, at markedskræfterne er så voldsomme, at de skal reguleres gennem skrappe, danske regler. Blandt andet skal bankerne tvinges til at spare mere op til dårlige tider.

/ritzau/

Helle Thorning-Schmidt langer kraftigt ud efter de danske banker: Arrogancen fortsætter, og det bliver dyrt for os alle sammen, siger hun.

Offentliggjort Sidst opdateret