Thorsen skulle have 100.000 om måneden

To millioner med det samme og yderligere to millioner kroner senere i forløbet.

Sådan lød en del af den økonomiske gevinst på en kontrakt, Kurt Thorsen underskrev, da han blev hyret som konsulent på et byggeprojekt på Moskégrunden på Amager tilbage i juni 2005.

Dertil kom en fornem løn på 100.000 kroner om måneden.

Anklagemyndigheden mener, Kurt Thorsen i alt har tjent over 10 millioner kroner som konsulent på projektet - penge, som Skat aldrig har set skyggen af. Derfor skylder den bedrageridømte entreprenør ifølge anklageskriftet staten knap 5,9 millioner kroner.

- Jeg tror, jeg har fået de første to millioner, men jeg tror ikke, jeg fik de to millioner i anden omgang, forklarede Kurt Thorsen, da han fredag for tredje dag blev afhørt af anklager Henrik Helmer Steen.

De fire millioner var dog ifølge Thorsen ikke betaling for hans arbejde, men refusion for omkostninger til blandt andet kort, modeller, rådgivning, rejser og revisorbistand, som Thorsen havde haft i forbindelse med projektudvikling tidligere i forløbet.

Månedslønnen på 100.000 kroner om måneden så Thorsen heller aldrig noget til.

Rådgivningsvirksomheden Niras A/S, der dengang havde Thorsens mangeårige ven Karol Marcinkowski i direktørstolen, ville nemlig ikke aflønne den 56-årige entreprenør, forklarede han i retten.

- Samarbejdsaftalen med lønnen blev lavet på vegne af Niras A/S, men selskabet ville ikke have mig ansat. Så jeg fik ikke løn, forklarede Thorsen.

Han tilføjede, at det i stedet var planen, han skulle have halvdelen af byggeprojektets overskud, ligesom han ville have udgifter til forretningsrejser, fortæring og lignende betalt.

Alligevel fremsendte Kurt Thorsen i juni 2007 en faktura, hvor han krævede tre måneders løn - 300.000 kroner - på en check. I retten forklarede Thorsen, at fakturaen blot var ment som en joke til vennen Karol Marcinkowski.

- Det var fremsendt som provokation, en dum joke. Jeg var udmærket godt klar over, at jeg ikke havde krav på pengene. Det var kun for at drille Karol, sagde Thorsen.

Afhøringen af Thorsen fortsætter mandag.

/ritzau/

Kontrakt mellem Thorsen og byggeselskab viser engangshonorarer på fire millioner og månedsløn på 100.000 kr.

Offentliggjort Sidst opdateret