Tigerbutikker krænkede Burberry

Kopierne var købt i Kina. De succesrige Tiger-butikker, der også har forretninger på Lolland-Falster, snyltede på et kendt varemærke, da kæden importerede og solgte cirka 17.000 punge.

Det fastslog Højesteret i dag og dømte butikkerne til at betale 100.000 kroner i erstatning til Burberry Ltd.

Butikkerne er tidligere flere gange dømt for lignende krænkelser. Pungene var købt på en messe i Kina, og de var forsynet med et mønster, der nøjagtigt lignede Burberrys. Burberry forlangte en million kroner for krænkelsen, men beløbet blev altså kun på en tiendedel.

Da Sø- og Handelsretten bedømte sagen, blev erstatningen fastsat til 150.000 kroner. Dommerne mente ikke, at Burberry havde mistet omsætning på grund af kopisalget.

Mens Burberrys punge sælges for cirka 2.000 kroner pr. styk, kostede Tiger-butikkernes efterligning kun 20 kroner. Der var forskellige målgrupper som kunder, og det er ikke sandsynligt, at salget af kopierne har haft indflydelse på salget af den ægte eksklusive vare, mener Højesteret.
/ritzau/




Burberry forlangte en million kroner for salg af efterligninger, men Højesteret mente, at 100.000 kroner var en rimelig kompensation.

Offentliggjort Sidst opdateret