Tilsyn ser høj risiko for hvidvask og terrorfinansiering i Spar Nord
Finanstilsynet besøgte Spar Nord i november 2023. Besøget havde til formål at undersøge, om banken overholder bestemte dele af hvidvaskloven. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Finanstilsynet giver Spar Nord syv påbud. Banken skal blandt andet sikre kontroller i forhold til hvidvask.
Finanstilsynet vurderer, at Spar Nord Bank har en "høj risiko" for at blive brugt til hvidvask og terrorfinansiering.
Det skriver Finanstilsynet i en pressemeddelelse.
Derfor giver tilsynet banken en række påbud.
Påbuddene handler blandt andet om, at Spar Nord Bank skal sikre tilstrækkelige kontroller og forretningsgange til "effektiv forebyggelse, begrænsning og styring af risici for hvidvask og finansiering af terrorisme".
Tilsynet besøgte banken i november 2023. Besøget havde til formål at undersøge, om banken overholder bestemte dele af hvidvaskloven.
Spar Nord bliver desuden påbudt at berigtige de oplysninger, som banken siden henholdsvis første og andet kvartal i 2021 har indberettet til tilsynet vedrørende bankens korrespondentforbindelser.
Desuden får banken et påbud om at sikre, at de oplysninger, den indberetter fremover, er rigtige.
Der er overordnet set tale om en korrespondentforbindelse, når to finansielle virksomheder udveksler ydelser med hinanden.
Ifølge hvidvaskloven skal finansielle virksomheder blandt andet indhente tilstrækkelige oplysninger for at sikre, at de finansielle virksomheder, som man sælger ydelser til, har effektive kontroller for at sikre overholdelse af det pågældende lands regler om hvidvask og terrorfinansiering.
I alt får Spar Nord syv påbud af Finanstilsynet.
Ifølge tilsynets vurdering kan et antal af bankens respondentforbindelser medføre en øget risiko.
Der er tale om en respondentforbindelse, når en anden finansiel virksomhed eksempelvis har en konto hos banken.
Spar Nord har et "begrænset antal" respondentforbindelser med konti i banken, skriver Finanstilsynet. Alle respondentforbindelserne ligger i EU eller EØS, som også inkluderer Norge, Island og Liechtenstein.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned