Udsalget er slut, og priserne på tøj og sko ryger igen i vejret. I marts steg priserne med 7,1 procent - og det får også inflationen til at stige til årets højeste.
Samlet steg forbrugerpriserne i marts med 2,2 procent i forhold til samme måned sidste år. Det viser ny opgørelse fra Danmarks Statistik.
Bankøkonomer kalder det helt ventet, at forbrugerpriserne tog et hop op i marts.
- Helt per tradition løjede udsalget for alvor af, og det sender især priserne op i forhold til niveauerne i januar og februar, skriver Niels Rønholt, seniorøkonom i Jyske Bank, i en kommentar.
Det er den seneste måned også blevet dyrere at tanke bilen op. Siden februar er listeprisen på en liter blyfri 95 steget fra cirka 10,5 kroner til 11,20 kroner i slutningen af marts.
Ifølge Niels Rønholt skal vi tilbage til september 2008 for at finde lige så høje benzinpriser.
Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv påpeger i en kommentar også, at den stigende inflation for alvor kan mærkes i familiebudgettet.
- Den højere prisstigningstakt betyder, at de danske forbrugere oplever, at deres indkomst udhules af inflationen i samme omfang som før krisen. For en typisk børnefamilie betyder det, at inflationen hvert år gør deres indkøb 9000 kroner dyrere, udtaler Jens Brendstrup, cheføkonom i Dansk Erhverv.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker