Tøjeksperten lukker 20 butikker - uvist om lokale er i blandt
Foto: Google Street View
Google Street View
Selskabet bag herretøjskæden Tøjeksperten er i gang med en rekonstruktion, som betyder, at 20 butikker må lukke.
Herretøjskæden Tøjeksperten, som har fire butikker på Lolland-Falster, står foran en betydelig indskrænkning - blandt andet som følge af coronakrisen.
I en pressemeddelelse mandag formiddag oplyser PWT Group A/S, som blandt andet står bag Tøjeksperten, at man på grund af covid-19-udbruddet i marts og de alvorlige negative effekter på selskabets økonomiske udvikling i april begyndte en såkaldt indenretlig rekonstruktion for at reorganisere virksomheden, så den fortsat kan leve videre.
Og det er som et led i den rekonstruktionsplan, at man har besluttet at "indlede processen for afvikling af 20 butikker og en forventet opsigelse af 180 medarbejdere", hedder det i pressemeddelelsen.
Historien melder dog ikke noget om, hvilke 20 ud af de 84 Tøjeksperten-butikker, som PWT Group selv ejer, der står foran en lukning.
På Lolland-Falster har Tøjeksperten butikker i Nykøbing, Nakskov, Maribo og Sakskøbing, men det er kun de to førstnævnte, der er direkte ejet af PWT Group.
Butikkerne i Maribo og Sakskøbing er franchise-butikker og ifølge Folketidendes oplysninger derfor ikke blandt de 84, som nu bliver til 64.
I butikkerne i både Nakskov og Nykøbing oplyser personalet, at de endnu ikke har hørt noget om, hvorvidt de er blandt de, der skal lukke eller ej.
Og noget tyder da også på, at det først bliver i dag eller de kommende dage, at medarbejderne bliver informeret.
Director Marketing & E-commerce hos PWT Group, Brian Børsting, oplyser således til folketidende.dk, at man af respekt for medarbejderne og de forhandlinger, der skal pågå, ikke ønsker at udtale sig yderligere på nuværende tidspunkt.
Han forventer, at man kan melde noget mere ud, inden ugen er omme.
- Det er en hård beslutning, som desværre er absolut nødvendig for, at vi kan lykkes med at redde PWT og dermed et fortsat betydeligt antal arbejdspladser for dygtige medarbejdere. Jeg er frygtelig ked af det overfor de medarbejdere, vi vil skulle sige farvel til, men der er desværre
ikke andre muligheder, siger CEO i PWT Group, Ole Koch Hansen i pressemeddelelsen.
PWT Group beskæftiger ialt 575 medarbejdere i 84 butikker, samt på hovedkontor og logistikcenter i Aalborg.
Gruppen står også bag tøjkæden Wagner, der blandt andet har forretning i Nykøbing, men butikken i Nykøbing er ejet af indehaverne Kai og Betina Schnipper og derfor ikke omfattet af PWT Groups rekonstruktionsplan, har parret tidligere oplyst på Facebook.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde