Toldkrig får handel mellem USA og Kina til at bremse op
Toldsatser på varer fra Kina og USA fortsætter med at sætte sit præg på handlen mellem de to landes handel med hinanden. (Arkivfoto) Foto: Str/Ritzau Scanpix
Str/Ritzau Scanpix
Handlen mellem verdens to største økonomier fortsætter med at lide under politisk told-salgsmål.
Efter måneder hvor USA og Kina har påført hinandens varer nye toldsatser, trækker det politiske slagsmål spor gennem kinesisk økonomi. Det kan man ifølge en række nyhedsbureauer læse i handelstal fra Kina, der er kommet natten til søndag.
Mest dramatisk ser det ud i handlen mellem Kina og USA. De to landes selskaber sælger simpelthen mærkbart færre varer og tjenester til hinandens forbrugere, beretter nyhedsbureauet AP.
I august eksporterede Kina 16 procent mindre til USA sammenlignet med samme måned året før. Samtidig faldt handlen med amerikanske varer til Kina med 22,5 procent.
Kina sælger stadig mere til USA end omvendt. I august lød Kinas eksport til USA på 300 milliarder kroner, mens amerikanerne fik solgt for næsten 70 milliarder kroner i Kina.
Den faldende kinesiske import af amerikanske varer betragtes ifølge nyhedsbureauet Reuters som et svaghedstegn i kinesisk økonomi.
Derfor forventes det ifølge Reuters, at det kinesiske styre vil annoncere nye tiltag for at øge aktiviteten i landets økonomi.
Fredag løsnede Kinas centralbank for kravene til kinesiske bankers reserver. Når bankerne skal have færre penge liggende, er forventningen, at det gør dem mere villige til at låne penge ud.
Det er ifølge Reuters en øvelse, som centralbanken har lavet syv gange siden starten af 2018. Derudover forventes de første rentesænkninger i fire år i Kina.
Selv om Danmark ikke er en part i handelskrigen, kan det mærke i danske virksomheder, fortæller Michael Bremerskov Jensen, der er fagchef for international handel i Dansk Erhverv.
- Dansk erhvervsliv er ikke kun en tilskuer til den her handelskrig. Der er store danske virksomheder, som har produktion i Kina, hvorfra de sender varer til USA for at servicere deres kunder, siger han.
Han påpeger også, at danske rederier mister gods, når der skal fragtes færre varer mellem Kina og USA.
1. september trådte en række både kinesiske og amerikanske toldsatser i kraft. Derfor var det forventet, at nogle kinesiske eksportører ville fremrykke deres sendinger til USA til august for at undgå en ekstra told.
Det har i så fald ikke været nok til at slå i gennem i eksporttallene.
Igen 1. oktober og 15. december træder der ifølge Reuters nye amerikanske toldsatser i kraft.
Der er forhandlinger i gang for at løse handelskonflikten, men ifølge Larry Kudlow, der er økonomisk rådgiver for USA's præsident, Donald Trump, kan konflikten tage år at løse.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker