Toldtrusler preller indtil videre af på Ambu-forventninger
Britt Meelby Jensen er administrerende direktør for Ambu, der føler sig godt rustet til en lurende toldkrig. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Ambu fastholder sine forventninger til de finansielle resultater i dette regnskabsår trods toldusikkerhed.
Børsnoterede Ambu holder den kurs, som selskabet har sat for det igangværende regnskabsår.
Selskabet, der producerer medicinsk udstyr til blandt andet hospitaler, fastholder i forbindelse med fremlæggelsen af regnskabet for andet kvartal i det forskudte regnskabsår 2024/25 sine forventninger til året.
Det sker på trods af den lurende usikkerhed, som Donald Trumps toldkrig medfører.
- Vi er forberedte og godt placeret til at navigere og lede forretningen effektivt. Med den nuværende status på toldsatserne er vi overbeviste om, at vi vil leve op til vores forventninger til 2024/25, siger administrerende direktør Britt Meelby Jensen i børsmeddelelsen.
Ambu har blandt andet stillet aktionærerne i udsigt, at selskabet leverer en organisk vækst i omsætningen på mellem 11 og 14 procent i år.
I første kvartal opnåede man en organisk omsætningsvækst på 11,7 procent, hvilket altså er inden for skiven.
Organisk vækst er en stigning i omsætningen, som er opnået, når man ser bort fra eventuelle opkøb eller valutaeffekter.
Omsætningen udgjorde i rene tal 1,554 milliarder kroner. Bedst gik det inden for forretningsområdet endoskopi, hvor omsætningen voksede med 13,1 procent, mens anæstesi og patientovervågning leverede en vækst på 9,8 procent.
På bundlinjen står der et overskud efter skat på 188 millioner kroner, og det er 44 millioner mere end for samme periode sidste år.
51 procent af Ambus omsætning i andet kvartal stammede fra det amerikanske marked. 40 procent blev hentet i Europa, mens resten af verden udgjorde de sidste ni procent.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker