TOPCHEF FORLADER CARLSBERG
Cees 't Hart forlader med udgangen af september posten som topchef i Carlsberg. Det oplyser selskabet tirsdag. (Arkivfoto).
Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Carlsberg skal have ny topchef, når hollænderen Cees 't Hart forlader jobbet med udgangen af tredje kvartal.
Carlsbergs topchef, Cees 't Hart, har besluttet sig for at trække sig tilbage og forlader derfor sin post som administrerende direktør for den danske bryggerikoncern.
Det oplyser Carlsberg tirsdag i en meddelelse.
Hollænderen, der har siddet otte år i direktørstolen, stopper med udgangen af tredje kvartal.
- Cees 't Hart har leveret bemærkelsesværdige resultater i sin tid hos Carlsberg, siger bestyrelsesformand Henrik Poulsen i meddelelsen.
Carlsberg er gået i gang med lede efter, hvem der skal afløse 64-årige Cees 't Hart i en af de bedst lønnede direktørstillinger blandt danske børsnoterede selskaber.
Meddelelsen om hans exit fra Carlsberg kommer præcis en måned efter, at bryggerikoncernen aflagde regnskab for 2022.
Her kunne Cees 't Hart erklære sig tilfreds med væksten efter et år med stigende energipriser og Ruslands invasion i Ukraine. Carlsberg lagde samtidig op til et udfordrende 2023.
- At blive i et halvt år mere giver mig og resten af holdet mulighed for at fortsætte med at levere på vores udfordrende planer for 2023 og komme i mål med salget af forretningen i Rusland før sommer, siger Cees 't Hart i meddelelsen tirsdag:
- Herefter vil jeg fokusere på nogle interessante ikke-ledende roller.
Netop salget af Carlsbergs aktiviteter i Rusland prægede en del af dækningen i forbindelse med årsregnskabet.
I et interview op til regnskabet sagde Cees 't Hart til Børsen, at Carlsberg gerne vil forhandle sig til en tilbagekøbsklausul i forbindelse med forretningen i Rusland, der skal sælges.
Samtidig oplyste han, at salget af de russiske aktiviteter indebærer, at rettighederne til at sælge flere af Carlsbergs mærker såsom Tuborg, 1664 Blanc og Grimbergen i Rusland følger med.
De to meldinger blev bemærket blandt andet i analyser fra Børsen og Berlingske. I begge aviser blev kursen betegnet som at sætte Carlsbergs omdømme på spil.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker