Topchefer giver regeringen klø

Dansk erhvervsliv er dybt skuffede over VK-regeringens indsats på alle de vigtigste rammevilkår for erhvervslivet.

Det viser en ny undersøgelse, som Greens Analyseinstitut har foretaget for dagbladet Børsen blandt 725 topchefer i større danske virksomheder.

Topcheferne giver regeringens politik som helhed karakteren 7,5 på den gamle 13-skala, altså under middelkarakteren på 8. Alligevel er finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) stort set tilfreds.

- Alle kunne ønske sig højere karakterer, men vi lever i en ekstraordinær tid, og det afspejler sig i målingerne. Det er en stor ting at skulle spare 26 milliarder kroner, og at skulle igennem øvelser, som mange synes er svære, siger han til Børsen.

- Så en "bestået"-karakter er jeg rimeligt tilfreds med, siger fortsætter han.

Ifølge topcheferne klarer regeringen sig bedst på økonomisk ansvarlighed, men dog kun med en halvsløj karakter på 8,5.

Derefter er der et stort hop ned til områder som vækst, skat og uddannelse, der alle er nøglepunkter for erhvervslivet.

Disse punkter scorer kun karakterer lidt over 7, og det går helt galt på regelforenklingen, hvor topcheferne ligefrem dumper regeringen, skriver dagbladet Børsen.

/ritzau/

Topcheferne i dansk erhvervsliv er dybt skuffede over regeringens indsats, og giver dens politik som helhed karakteren 7,5 efter den gamle 13-skala.

Offentliggjort Sidst opdateret