Forsikringsselskabet Topdanmark kom ud af 2010 med et resultat på 1,5 milliard kroner før skat mod næsten 1,9 milliard kroner i 2009, oplyser koncernen. Dermed klarede selskabet sig lidt bedre end ventet.
Og hvis det ikke havde været for kulde, sne og skybrud, havde det set endnu lysere ud for selskabet. Topdanmark skriver i regnskabet, at Danmark har været ekstraordinært hårdt ramt af vejrligsrelaterede skader i 2010.
- Et voldsomt vintervejr i 1. kvartal medførte et betydeligt omfang af snetryksskader. Endvidere var 3. kvartal påvirket af omfattende skybrudsskader. Hertil kom trafik- og frostskader i 4. kvartal, hvor vinteren satte ind meget tidligt, skriver selskabet.
Samlet vurderes vejrligsskaderne at løbe op i omkring tre milliarder kroner før skat og genforsikring.
Men på andre områder slap Topdanmark dog lidt billigere end normalt. 2010 var ikke nævneværdigt belastet af stormskader, ligesom antallet af skader efter brand og tyveri faldt i 2010.
- Omfanget af tyveriskader er efter en kraftig stigning i perioden 2006-2009 reduceret lidt i 2010, både i antal og gennemsnitsskade, skriver Topdanmark.
Antallet af indbrud er således faldet med otte procent fra 2009 til 2010.
Tilsvarende er omfanget af brandskader faldet i 2010 efter en stigning i perioden 2006-2009. Udviklingen i 2010 er fordelt med et fald på erhvervsmarkedet og en stigning på privatmarkedet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned