Tørke og kæmpehagl tager bid af Topdanmarks overskud
Topdanmarks indtægter vokser i tredje kvartal, men overskuddet falder. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Topdanmarks kunder anmeldte 51 procent flere vejrskader i tredje kvartal sammenlignet med normalen.
Sommerperioden var usædvanlig for danske forsikringsselskaber, der blev bestormet af kunder, som havde været udsat for kæmpehagl, tørke og skybrud.
Det gælder også for Topdanmark, der er kommet ud af tredje kvartal med et overskud på 261 millioner kroner.
Det viser selskabets kvartalsregnskab tirsdag morgen.
Det svarer til et fald på 33 millioner kroner sammenlignet med samme periode sidste år.
- Sommeren 2023 har været atypisk med den vådeste juli nogensinde registreret i Danmark og en usædvanlig våd og blæsende start på august, siger Peter Hermann, administrerende direktør i Topdanmark, i regnskabet.
- Det har med andre ord været et travlt og begivenhedsrigt kvartal, og vi har hjulpet både vores privat-, landbrugs- og erhvervskunder.
Alene i tredje kvartal har Topdanmarks kunder anmeldt 51 procent flere vejrskader sammenlignet med gennemsnittet de seneste fem år.
Heriblandt har tre ud fire landbrugskunder i Topdanmark med en afgrødeforsikring fulgt selskabets opfordring om at anmelde en skade i kølvandet på forsommerens ekstreme tørke.
Bruttopræmieindtægterne lander i kvartalet på lidt mere end 2,5 milliarder kroner. Det er tale om en stigning på 47 millioner kroner på årsbasis.
Præmier er de penge, man betaler til forsikringsselskabet for at være dækket ved uheld og skader.
Men vejrskaderne har altså været så omfattende, at overskuddet ikke er fulgt med op.
Topdanmark har også forbedret sit investeringsresultat.
Selskabet har godt nok tabt 37 millioner på sine investeringer i tredje kvartal, men det er noget bedre end samme periode sidste år, hvor det tabte 118 millioner kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker