Tørt forår kan blive dyrt for landmænd

Det regnfattige forår kommer måske til at koste landmændene dyrt. De har nemlig i usædvanligt omfang været nødt til at vande deres marker i år.

Og det kan betyde bøde eller træk i EU-støtte.

Kartoffelavler Jens Christensen fra Årre ved Varde siger til Landbrugsavisen, at han allerede nu har været nødt til at vande sine rapsmarker to gange. Der sker meget sjældent, og det kan komme til at gå ud over kartoflerne, når de senere på sommeren skal have vand.

I april faldt der kun 15 millimeter regn Midt- og Vestjylland mod normalt 41 millimeter.

Maj har ikke været bedre registreret på nedbørsmåleren med et landmandsblik, og langtidsprognoserne fra DMI lover kun ganske få millimeter regn de kommende dage.

Jens Christensen siger, at det er dyrt at overskride den vandingstilladelse, man har.

- Siden 2010 risikerer man ikke bare en bøde, men også træk i EU-støtten, hvis man bruger for meget vand, oplyser landmanden.

Han mener, at reglerne er blevet for stramme med faste regler for antal kubikmeter vanding per år.

Behovet for vanding skifter og er meget forskelligt fra år til år. Derfor ønsker han, at man kan bruge et antal kubikmeter i gennemsnit per år set over en tre til fem-årig periode.

For Jens Christensen er det et kæmpedilemma. Hvis han mangler vand til at vande kartoffelmarkerne, så har han faktisk ikke råd til at lade være med at vande. Det er kartoflerne han tjener mest på.

- Vi har vand nok i grundvandssystemet i Vestjylland, så hvorfor lave reglerne så stramme her, spørger landmanden.

/ritzau/

Det tørre forår tvinger landmænd til at kunstvande. Men det kan blive dyrt og er urimeligt, mener landmand.

Offentliggjort Sidst opdateret