Hvis man har hus det forkerte sted, risikerer man at gå glip af store dele af det nye års skattelettelser, skriver Politiken tirsdag.
En række kommuner har nemlig valgt at skrue kraftigt op for ejendomsskatten på boliggrunde for at få dækket et hul i deres kasse. Det kan lade sig gøre, fordi den såkaldte grundskyld ikke er fastfrosset af regeringens skattestop.
- Her ligger en skattestigning, som der ikke tales meget om. Det er oplagt, at nogle kommuner har brugt det her som alternativ til at hæve personbeskatningen, som er låst af skattestoppet, siger vicedirektør Jan Knøsgaard fra Realkreditrådet til Politiken.
17 af landets 98 kommuner sætter grundskylden op i år. Da grundværdierne samtidig stiger, giver det landets kommuner en ekstra milliard kroner. Det viser beregninger fra Realkreditrådet.
De højeste stigninger i grundskylden rammer husejere i Hjørring, Køge, Skanderborg og Lejre. I Køge Kommune stiger grundskylden med fire promille i det kommende år, hvilket får grundskylden til at stige fra 7846 til 9583 kroner i gennemsnit.
De ekstra penge fra borgerne skal betale for, at lokalpolitikerne har brugt for mange penge.
- Sidste sommer kunne vi konstatere, at vi havde en ubalance på 150 millioner kroner. Det skyldes, at vi har fejlvurderet budgettet, og det retter vi nu op på ved serviceforringelse og skattestigninger. Baggrunden for, at vi har valgt at hæve netop grundskyldspromillen, er, at vi i forvejen havde Danmarks tredjelaveste, siger Køges borgmester, Marie Stærke (S).
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker