Transavia nægter at følge EU-regler

Lavprisselskabet Transavia, som snart dropper Danmark, afviser at følge EU's regler om at give kunderne frit valg mellem at få deres penge tilbage eller blive ombooket til et andet selskab, hvis deres fly bliver aflyst.

- Det er en mulighed for os, ikke for dem (passagerne, red.). Hvis vi ser en mulighed for at ombooke et fly, så gør vi det, ellers får de pengene tilbage, siger den administrerende direktør i Transavia, Michiel Meijer, til DR Nyheder.

Han understreger, at Transavia kender alt til EU-lovgivningen.

- Vi er bundet til den, og vi flyver i mange europæiske lande, tilføjer han.

Men Transavia burde måske nærstudere reglerne en gang ekstra, mener Statens Luftfartsvæsen.

- Der er ingen tvivl. Det, der står i EU's forordning, er, at luftfartsselskabet skal tilbyde en refusion af billetprisen eller en omlægning af billetten til et andet selskab. Passageren skal tilbydes valget, siger kommunikationschef Thorbjørn Ancker til DR Nyheder og fortsætter:

- Og det er selskabet, der både skal foretage og betale for den omlægning af billetten, siger han.

Transavia fortæller, at man inden for kort tid vil offentliggøre en liste med de flyafgange, som er i særlig stor fare for at blive aflyst, så passagerer kan forberede sig og se sig om efter andre muligheder.

Selskabet regner med at lukke alle sine ruter i Danmark fra 1. november.

/ritzau/

Transavia nægter at give passagererne valget mellem at få deres billetter refunderet eller ombooket, når de aflyser fly. Men er ulovligt, siger myndighed.

Offentliggjort Sidst opdateret