Pendlerne på Kystbanen og over Øresund behøver ikke spejde efter toget eller hive cyklen frem, hvis DSBFirst må dreje nøglen om.
Det garanterer transportminister Hans Christian Schmidt (V) efter den længe ventede rapport fra revisionsselskabet KPMG har sået alvorlig tvivl om DSBFirst overlevelse.
- Med den her rapport er jeg ekstra glad for, at vi allerede har en plan b klar, så pendlerne ikke kommer i klemme. Kystbanen kan derfor, hvis det bliver nødvendigt, fortsætte som i dag, siger han.
Hidtil har det største spørgsmålstegn været passagererne, som skal over Øresund, men ifølge ministeren er det blot formalia, som mangler at falde på plads, før der en aftale med svenskerne om danske tog til Malmø.
- Vi har forhandlet tæt med svenskerne, fordi jeg gerne vil have tog til Malmø. Det kræver selvfølgelig, at de siger ja, men det skulle slet ikke blive et problem, siger Hans Christian Schmidt.
Han vil ikke lægge hovedet på blokken for, at det ikke kan blive dyrere for pendlerne, hvis plan b, der betyder, at moderselskabet DSB skal overtage togdriften, skal sættes i gang.
- Vi tror på, at vi kan holde os inden for den kontrakt, som allerede er indgået med DSB, men jeg kan ikke garantere, at det ikke bliver lidt dyrere, siger transportministeren.
Rapporten fra KPMG konkluderer, at økonomien i DSBFirst sejler så meget, at det langtfra er urealistisk, at der bliver brug for ministerens plan.
Selv hvis en redningsplan med besparelser på over en milliard kroner, som DSB har sat i gang, lykkes, mangler der stadig 465 millioner kroner for at skabe plus på kontoen.
De penge skal DSB overbevise de svenske trafikkøbere om at skyde ind i det skrantende DSBFirst.
- Det her viser, at der er noget meget galt i DSBFirst. Men nu må vi give DSB's bestyrelse arbejdsro til at finde en løsning, siger Hans Christian Schmidt.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker