Tre ud af fire virksomheder er klar på mere hjemmearbejde

Særligt i servicevirksomheder er der stor villighed til at rykke flere ansatte tilbage til hjemmekontoret.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre ud af fire virksomheder vil bruge mere hjemmearbejde for at begrænse smitten med corona på arbejdspladsen. Det viser en analyse fra Dansk Industri (DI).

For servicevirksomheder er andelen af virksomheder, der vil indføre mere hjemmearbejde, oppe på 90 procent.

Omvendt er virksomheder i byggebranchen ikke lige så klar til at rykke medarbejderne hjem. Her er andelen nede på 60 procent, men det er der ifølge Morten Granzau, underdirektør i Dansk Industri, en god forklaring på.

- Der er nogle åbenlyse forskelle på tværs af brancher, som vi også har set under coronakrisen. Der er bare virksomheder, hvor det er lettere at have et arbejde hjemmefra.

- Blandt virksomhederne inden for byggeriet er det langt færre, der siger, at de vil skalere op for hjemmearbejdet. Det siger også sig selv, at det er svært at gå ud og bygge et hus for andre hjemmefra, siger han.

Dataene er indsamlet fra den 1. til den 8. december.

Det er før pressemødet i Statsministeriet onsdag, hvor regeringen meldte nye restriktioner ud. DI vurderer alligevel, at tallene godt kan bruges, fortæller Morten Granzau.

- Der er jo selvfølgelig usikkerheder om det her, men de kan bruges, fordi vi har spurgt på en måde, så det både dækker, hvordan verden så ud før pressemødet, men også kunne fange, hvis der kom noget.

- Det kom jo ikke helt ud af det blå. Vi havde jo godt set, at smittetallene var stigende, så der kunne komme noget, siger han.

Derfor har man fra DI spurgt ind til, hvilke virksomheder, der kunne forestille sig mere hjemmearbejde, hvis myndighederne anbefaler det.

31 procent af virksomhederne svarede, at man ville benytte mere arbejde, hvis det blev anbefalet af regeringen, og det er altså deri, en eventuel usikkerhed ligger.

11 procent af virksomheder har svaret, at det ikke er muligt at arbejde hjemmefra. Fraregnes de, er det 83 procent af alle virksomheder, der er klar på mere hjemmearbejde.

15 procent af virksomheder svarer, at de ikke vil benytte mere hjemmearbejde.

733 virksomheder har deltaget i undersøgelsen. De beskæftiger tilsammen omkring 85.000 medarbejdere.