Trods farvel til restriktioner står Tivoli til stort underskud

Tivoli har i årets første ni måneder haft 1,4 millioner besøgende. Det er 27 procent flere end i samme periode i 2020. (Arkivfoto) Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Selv om Tivoli forventer lidt bedre resultat i år end tidligere, er der lagt op til underskud på 50 millioner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der har været lidt flere gæster end forventet i Tivoli de seneste måneder, og derfor bliver 2021 økonomisk set lidt bedre end ventet.

Det oplyser Tivoli i sit regnskab for tredje kvartal.

Forlystelsesparken forventer nu et minus på 50 millioner kroner før skat for 2021. Tidligere var der ventet et underskud på 65 millioner kroner.

- Tivoli har under sensommeren haft et stigende aktivitetsniveau godt hjulpet af de mange nyheder i Haven, det gode sensommervejr og som følge af, at restriktionerne løbende blev lempet, siger direktør Susanne Mørch Koch i en skriftlig kommentar.

Forventningen forudsætter, at der ikke kommer nye restriktioner i forbindelse med coronavirus.

Selv om 2021 kommer til at give underskud, vil det blive bedre end i sidste år, hvor underskuddet løb op i 143 millioner kroner.

Tivoli har ellers historisk set været en forlystelsespark, som har givet overskud år efter år.

I de første ni måneder af 2021 har der været 1,4 millioner gæster i Tivoli. Det er 27 procent flere end i 2020, men det er mindre end halvdelen af samme periode i 2019.

Tivoli forventer, at der i julesæsonen vil være 75 procent af det normale antal gæster.