Trods global uro: Vinter ventes uden el- og gasafbrydelser
Energistyrelsen fik før vinter lavet en undersøgelse, der viste, at seks ud af ti forventede at have mindre varme på over vinteren end året før. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Der er masser af gas på de danske lagre. Trods årstiden er der faktisk fyldt mere på over vinteren.
Fra at have været noget, som de færreste skænkede en tanke, er energiforsyningen kommet øverst på dagsordenen efter Ruslands invasion af Ukraine.
Energipriserne er banket op, og der var frygt for energiknaphed her til vinter.
Men nu er der godt nyt: Det varme vejr og spareiveren har betydet, at der er masser af gas på lager, selv om vinteren er godt i gang.
Vi er først begyndt at trække på de danske lagre ret sent, og over vinteren er der fyldt yderligere på - fra 89 til 91 procent.
- Vi står i en usikker situation. Men vi forventer ikke, at vi denne her vinter skal ud at afbryde hverken el- eller gaskunder, siger Martin Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen.
Spørger man Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank, kan vi godt afskrive, at vi løber tør for gas denne her vinter:
- Kigger vi på lagrene i Europa, har vi med nogenlunde normale vejrforhold og ingen ny tilførsel alligevel gas til et stykke hen på sommeren, siger han.
Men han vurderer ikke, at vi er på vej tilbage til det, vi kendte før, når det kommer til gaspriserne, der dog er dykket meget siden toppen i efteråret.
De er dog stadig tre-fire gange højere end før, og det niveau kan de blive på, vurderer han.
Der er da også god grund til at huske på sparerådene en rum tid endnu. For vi er ikke færdige med at snakke om energiforsyningen lige foreløbig.
- Det afgørende er, hvor tomme gaslagrene er efter denne her vinter, og at vi har gas til at fylde dem op igen, siger Martin Hansen fra Energistyrelsen.
Her er der nok ikke russisk gas at fylde på, og derfor er forsyningsbilledet mere bekymrende her end denne vinter, fortæller han.
Det er en stor del af gassen i Danmark, der hentes i vores nabolande. Kun cirka en tredjedel er biogas, som vi producerer her i landet.
Normalt har vi også fået fra Tyra-feltet i Nordsøen, men det er ved at blive renoveret. Det ventes først genåbnet i vinteren 2023/24.
- Vi har et helt andet billede, når Tyra igen er i spil. Det sker dog ikke fra den ene dag til den anden. Der går op til et halvt år, siger Martin Hansen.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker