Tryg lægger afdelinger sammen og fyrer mindst 250
Forsikringsselskabet Tryg vil i forbindelse med en ny strategiplan afskedige mellem 250 og 270 medarbejdere.
Forsikringskoncernen Tryg har onsdag meddelt, at man vil foretage en række strategiske og strukturelle ændringer.
Ændringerne skal forstærke selskabets konkurrenceevne, men koster samtidig et sted mellem 250 og 270 medarbejdere jobbet.
Johan Kirstein Brammer, der er koncernchef, siger i en fondsbørsmeddelelse om beslutningen:
- Ændringerne underbygger både vores løfte om at levere på de finansielle mål for 2024 og gør os klar til en ny strategiperiode. Ved at foretage disse ændringer fremtidssikrer vi en større koncern og tilpasser organisationen til det nuværende makroøkonomiske miljø.
Helt konkret sker der det, at Tryg fra og med 1. oktober lægger erhvervs- og industridivisionerne i henholdsvis Danmark og Norge sammen, så alle erhvervskunder fremover kun får én indgang til Tryg.
En øvelse, som Trygs svenske forretning, Trygg-Hansa, allerede har været igennem
Trygg-Hansa blev sammen med Codan i Danmark og Norge opkøbt af Tryg i 2021. Det var en handel, der gjorde Tryg til Skandinaviens største skadesforsikringsselskab.
Det er netop Tryg-koncernens størrelse, der har fået ledelsen til at skride til handling.
- Vi må sikre os, at vores organisatoriske setup, vores omkostningsniveau og vores arbejdsgange understøtter vores forpligtelse til at levere på vores mål for 2024 og samtidig forbereder Tryg på fremtiden.
- En fremtid, hvor vi drager fordel af vores størrelse og organisation, mens vi navigerer igennem makroøkonomisk usikkerhed, siger Johan Kirstein Brammer.
Tryg har den seneste tid været tilbageholdende med at genbesætte åbne stillinger, hvilket angiveligt har medvirket til at reducere antallet af fyringer.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub