Turistkontoret i Nysted skal lukke

Visit Guldborgsund vil lukke turistbureauet på havnen i Nysted.

Det skal erstattes af selvbetjente, computerbaserede infostandere. De skal være døgnåbne og kommer op i det tempo, Visit Guldborgsund mener at have råd til det.

Baggrunden skal være et ønske om at løfte niveauet for turistinformation. Endvidere henviser Visit Guldborgsunds bestyrelsesformand, Jens Understrup, til, at mængden af ekspeditioner på fem år er faldet betragteligt.

Men beslutningen møder modstand. Såvel Nysted og Omegns Fællesråd som Nysted Turist- og Erhvervsforening vender sig mod ideen, og mener sig i øvrigt taget for lidt med på råd. 

Også Guldborgsund Kommunes kommende borgmester, John Brædder, siger nej. 
- Det hænger jo ikke sammen, når Nysted i kommuneplanen er udnævnt til turismecenter, siger han. 

John Brædder vil bede kommunens nye turist- og erhvervsudvalg undersøge muligheden for, at kommunen kan gå ind og sikre kontoret.

Guldborgsunds kommende borgmester og beboere går nu til kamp for turistbureauet.

Offentliggjort Sidst opdateret