Tusindvis af boligejeres grunde er vurderet højere end ejendommen
En gennemgang af de foreløbige ejendomsvurderinger for 2022 viser, at grundværdien overstiger ejendomsværdien for fire procent af alle ejerboliger. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vurderingsstyrelsen vil gennemgå alle henvendelser fra frustrerede borgere og vende tilbage til hver enkelt.
Knap 70.000 boligejere har fået vurderet deres grundværdi højere end ejendomsværdien.
Vurderingsstyrelsen skriver i en pressemeddelelse, at en gennemgang af de foreløbige ejendomsvurderinger for 2022 viser, at grundværdien overstiger ejendomsværdien for fire procent af alle ejerboliger.
- Vi forstår godt forvirringen hos boligejerne over de eksempler på meget skæve vurderinger, der har været fremme i medierne. Vi har også i Vurderingsstyrelsen modtaget mange henvendelser fra frustrerede borgere.
Det siger styrelsens direktør, Poul Taankvist, i meddelelsen.
De kommende uger vil styrelsen gennemgå hver enkelt henvendelse og efterfølgende vende tilbage til de enkelte borgere.
Den foreløbige vurdering står fast, men der er helt særlige tilfælde, hvor boligejeren kan få rettet den foreløbige vurdering, hvis den afviger markant, skriver styrelsen.
DR har analyseret 1,6 millioner af de foreløbige vurderinger og fundet frem til, at knap 80.000 boliger har en højere grundværdi end ejendomsværdi. I gennemsnit er de vurderet 1,3 millioner kroner højere end hele ejendommen.
Vurderingsstyrelsen har tidligere forklaret, at det ikke nødvendigvis er en fejl, at grundværdien er sat højere.
For mens ejendomsværdien er et bud på markedsprisen her og nu, er grundværdien et udtryk for, hvad grunden er værd i ubebygget stand.
- Det handler blandt andet om, hvad man kan bygge på grunden. Hvis der for eksempel kan bygges to huse på ejendommen, så skal grundværdien afspejle det.
Det sagde Claus F. Houmann, der er underdirektør for Ejendomsbeskatning og data i Vurderingsstyrelsen, onsdag
Flere medier har beskrevet adskillige eksempler på ejendomme, hvor grundværdien nogle steder er mere end dobbelt så høj som ejendomsværdien.
DR har blandt andet været i kontakt med en borger, hvor den samlede ejendomsværdi er vurderet til 3,1 millioner. Men grunden er steget fra en halv million i den gamle vurdering til 28,7 millioner i den foreløbige.
Til Politiken lød det onsdag aften fra styrelsens underdirektør, Claus Houmann, at styrelsen ikke foretog manuel kontrol af vurderingerne, inden de blev sendt ud mandag.
Det har været medvirkende til, at nogle boligejere har fået ejendomsvurderinger, som kan være både uforståelige og uforklarlige, sagde han til avisen.
På spørgsmålet om, hvad den manglende kontrol skyldes, svarer han, at "det er et spørgsmål om, hvordan vi prioriterer vores ressourcer".
/ritzau/
Seneste artikler
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Jimmy hejser flaget: Veteraner kommer på finansloven
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik