TV 2 taber knap ti procent i reklameomsætninger i årets første kvartal
TV 2's omkostninger er steget til 869 millioner kroner. Af tv-stationens regnskab fremgår det, at det blandt andet skyldes strategiske investeringer i indhold. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I første kvartal 2023 udgør reklameomsætninger 381 millioner kroner af totalindkomsten.
I årets første kvartal tabte tv-stationen TV 2 knap 10 procent i reklameomsætninger. Det er medvirkende til et fald på 2 procent i omsætningen i årets første kvartal sammenlignet med 2022.
Det viser TV 2's kvartalsregnskab for første kvartal 2023, som blev offentliggjort torsdag.
Reklameomsætningen indbragte i første kvartal tv-stationen 381 millioner kroner. I sidste års første kvartal var det beløb 422 millioner kroner.
TV 2 omsatte i årets tre første måneder for samlet 927 millioner kroner.
Det er omsætningen fra tv-reklamer, som er faldet. De digitale reklameindtægterne stiger fortsat, fremgår det af regnskabet, men dækker ikke tabet.
Stationens samlede omkostninger er steget med 2,4 procent til 869 millioner kroner. Ifølge regnskabet skyldtes det blandt andet strategiske investeringer i indhold. Det gælder særligt omkostninger til sportsrettigheder.
Samtidig oplevede TV 2 en stigning i antallet af abonnenter. Det indbragte 533 millioner kroner i årets første kvartal. Det er abonnenter på TV 2's streamingplatform TV 2 Play, der står for stigningen i abonnenterne.
Det er en vækst svarende til 5,1 procent og en samlet stigning på 26 millioner kroner sammenlignet med første kvartal i 2022.
På trods af faldet i den samlede omsætning fastholder TV 2 regnskabsforventningerne til resten af 2023. Tv-stationen forventer, at resultatet før finansielle poster vil lande på mellem 300 og 350 millioner kroner, fremgår det.
Tidligere i april meddelte TV 2 stationens medarbejdere, at man vil nedlægge stillinger og afskedige 50 medarbejdere i nyhedsafdelingen.
Ifølge tv-stationen sker det på grund af et strammere budget og en omstilling af nyhedsafdelingen.
25 af de 50 medarbejdere skulle i første omgang findes blandt de fastansatte. De øvrige 25 er løstansatte medarbejdere. Torsdag fortæller hovedtillidsmand for de redaktionelle medarbejdere hos TV 2 Palle Jensen ifølge Mediawatch, at det nu drejer sig om 20.
To af stillingerne er ifølge Mediawatch forhandlet væk fra sparerunden og tre af stillingerne er fundet i cheflaget.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde