Tysk bank scorer på dansk bankkrak

Spillet om den krakkede velhaverbank Gudme Raaschou Bank ser nu ud til at have fundet sin helt store taber, nemlig de danske skatteydere, som i værste fald risikerer en ekstra regning på 3,5 milliarder kroner i kølvandet på krakket. Det skriver dagbladet Børsen.

Den store vinder er den tyske HSH Nordbank, som med Bankpakke 1 i hånden har hævet 3,5 milliarder kroner hos den danske stat, selv om det netop var HSH Nordbank, der i sin tid opbyggede den enorme pantebrevsportefølje i Gudme Raaschou Bank.

Dermed er det lykkedes HSH Nordbank, der i 2006 solgte Gudme Raaschou til den fynske rigmand Niels Thorborg, at slippe ud af porteføljen uden væsentlige tab.

Ifølge Børsens oplysninger er en betydelig del af pantebrevsporteføljen på de mere end 3,5 milliarder kroner fra Gudme Raaschou Bank en del af den meget medieomtalte pantebrevskarrusel, hvor en række finansielle lykkeriddere har handlet ejendomme og pantebreve i lukkede kredsløb til stærkt opskruede værdier. Sagerne efterforskes i en række tilfælde af Bagmandspolitiet.

Gudme Raaschou Bank kollapsede i april sidste år, da banken ikke længere levede op til lovens solvenskrav. Banken indgik derfor 16. april 2009 en aftale med statens skraldespandsselskab for krakkede banker, Finansiel Stabilitet, om overdragelse af samtlige aktiver og passiver i Gudme Raaschou Bank - bortset fra aktiekapital og efterstillet kapital.

/ritzau/

En tysk bank, der har været med til at opbygge pantebrevsportefølje i den krakkede Gudme Raastrup Bank, får udbetalt 3,5 milliarder kroner fra Bankpakke 1.

Offentliggjort Sidst opdateret