Tyskerne sikrede igen høj feriehusudlejning i september
De danske sommerhuse er populære blandt tyskerne. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Tre ud af fire gæster i de danske feriehuse i september var fra Tyskland. Niveauet er tæt på rekordåret 2022.
Tyskerne er stadig vilde med danske feriehuse, særligt i Jylland.
Det viser tal fra Danmarks Statistik for feriehusudlejningen i september.
Her stod tyskere for lige knap 75 procent af de godt 2,2 millioner overnatninger, som blev foretaget igennem danske udlejningsbureauer.
Og selv om antallet af overnatninger i september lå én procent lavere end sidste år, så har feriehusudlejerne kurs mod at kunne matche det bedste år nogensinde - ikke mindst takket være tyskerne.
Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, konstaterer, at udlejningen på årsbasis indtil nu godt nok ligger to procent efter udlejningen i rekordåret 2022.
Men antallet af bookinger for resten af året ligger tre procent højere end på samme tidspunkt sidste.
- Uanset om et bliver rekord eller ej, så er efterspørgslen efter at leje et dansk sommerhus enorm, og det ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig, siger han.
Ved udgangen af september var der forudbooket 110.000 husuger for resten af september.
Ikke overraskende stod tyskerne for der 89.000 af dem - også selv om mange danskere holder efterårsferie i denne måned.
Mens tyskerne altså forbliver trofaste, svigter vores nordiske brødrefolk en smule.
Antallet af svenske og norske overnatninger er således faldet med ni procent i år indtil videre.
En del af forklaringen skal formentlig findes i, at de to landes valutaer er blevet svækket kraftigt hen over det seneste år.
Mens den svenske krone i dag er syv procent mindre værd end for et år siden, er den norske krone tilsvarende faldet med 12 procent hen over det seneste år.
Omvendt har hollænderne i stigende grad fået øjnene op for Danmark som ferieland.
De stod i årets ni første måneder for 470.400 feriehusovernatninger, svarende til en vækst på 11 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker