Tysklands inflation falder til laveste niveau siden marts 2022
De tyske forbrugere kan glæde sig over en aftagende inflation. Tysklands inflation er dog stadig markant højere end Danmarks. (Arkivfoto). Foto: Martin Meissner/Ritzau Scanpix
Priserne på energi og fødevarer er faldet i Tyskland, hvor inflationen i maj lå på 6,1 procent.
Der er tirsdag morgen godt nyt til forbrugerne i Tyskland.
Her er inflationen faldet til det laveste niveau siden marts 2022, oplyser det tyske statistikkontor. I maj var inflationen således 6,1 procent.
Det er noget lavere end i april, hvor inflationen var 7,2 procent.
Inflationen beskriver en løbende stigning i priserne på varer og tjenester.
Når inflationen i maj var 6,1 procent, betyder det, at forbrugerpriserne i denne måned var 6,1 procent højere end i maj sidste år.
Hos Dansk Erhverv bliver der taget godt imod tirsdagens tyske tal.
- Det er en kærkommen nyhed for de tyske forbrugere, at inflationen falder med hastige skridt, skriver seniorøkonom Kristian Skriver i en kommentar.
- I lang tid har den høje og kraftigt tiltagende inflation været en stor bekymring for forbrugerne, lyder det videre.
Kristian Skriver påpeger, at det hovedsageligt er priserne på energi og fødevarer, der har fået den tyske inflation til at falde.
Energipriserne var generelt høje i foråret 2022 efter Ruslands invasion af Ukraine. De har siden stabiliseret sig en smule, hvilket er en af årsagerne til, at flere lande - også Danmark - oplever aftagende inflation.
Den tyske inflation falder dog langtfra lige så hurtigt som den danske.
- Tysk inflation har sat kursen nedad, men der er ikke lige så meget fart på udviklingen som i Danmark. Inflationen i Tyskland er aktuelt dobbelt så høj som i Danmark, skriver Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri.
Inflationen var i maj 2,9 procent i Danmark.
En aftagende inflation betyder ikke nødvendigvis, at priserne falder i forhold til den foregående måned. Men det var faktisk tilfældet i Tyskland i maj.
- Den gode nyhed i den tyske inflationsrapport er, at priserne faldt fra april til maj. Tyskerne kan samtidig glæde sig over aftagende prisstigninger på både fødevarer, energi, industriprodukter og services, skriver Allan Sørensen.
Forbrugerpriserne faldt fra april til maj med 0,1 procent i Tyskland.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker