Ud af boksen, ind på Bryggen

Jannik Jensen stiftede i 2017 sin virksomhed Vikaren Nu ApS, som leverer pædagogisk og omsorgsmæssig bistand inden for socialområdet til institutioner og private. Foto: BLF

Vikarbureau inden for det sociale område henter inspiration og sparring blandt ligesindede i iværksættermiljøet på Slotsbryggen

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg kan godt lide at tænke ud af boksen og gå nogle andre veje.

Sådan lyder det fra Jannik Jensen, der i begyndelsen af 2017 stiftede sin virksomhed Vikaren Nu ApS, som leverer pædagogisk og omsorgsmæssig bistand inden for socialområdet til institutioner og private.

Og det er faktisk en af grundene til, at han i dag driver sin virksomhed fra Slotsbryggen i Nykøbing, hvor Business Lolland-Falster tilbyder kontorfaciliteter til lokale iværksættere.

- Jeg valgte Slotsbryggen, fordi der er mange i samme båd som mig - små nystartede virksomheder. Vi kan sparre med hinanden, og der er altid andre selvstændige at spørge, hvis man har brug for at vende en udfordring med nogle. Og Business Lolland-Falster har jo også folk på stedet, fortæller Jannik Jensen.

- Der er en form for bæredygtighed over det, ved at vi hjælper hinanden videre med hver vores virksomheder ved at udveksle viden og ideer. Det er ikke bare et sted at have sit kontor, det er et fællesskab, siger han.

Pludselig gik det stærkt

Som så mange andre startede Jannik Jensen firmaet op fra et kontor hjemme i privaten, men et par år efter opstarten gik det pludselig meget hurtigt, og han fik brug for andre rammer.

- 2019 slog simpelthen benene væk under mig, da jeg på ret kort tid fik mange flere opgaver og vikarer ind i virksomheden. Pludselig kunne jeg ikke længere følge med i forhold til administrationen. Så jeg flyttede ind i Slotsbryggen og ansatte en medarbejder som bogholder. Så kom der ro på opgaverne i forhold til fakturaer, lønsedler, moms, og så er hun i øvrigt også god at sparre med om andre ting i virksomheden, siger Jannik.

I 2020 har aktiviteten holdt sig nogenlunde på niveau med året før, og Jannik Jensen valgte at åbne en afdeling i Jylland og knytte endnu en medarbejder til firmaet.

Fra Århus koordinerer medarbejderen nu vikarindsatsen vest for Storebælt.

En ny ydelse

I 2020 valgte han også at udvide forretningsområdet med en ny ydelse, som han kalder "omsorgshjælp".

Også denne udvidelse har betydet endnu en ansat i firmaet, der som uddannet social- og sundhedshjælper var et oplagt valg som leder af denne afdeling.

I de første år leverede Vikaren Nu udelukkende ydelser til offentlige og private institutioner, men nu rykker de også ud i private hjem med omsorgshjælp.

Det handler om hjælp til familier, som er udfordret i forhold sygdom, børnepasning, psykisk sygdom, handicap, alderdom og demens eller unge som har brug for mentoring eller lektiehjælp.

- Vi kan mærke, at vi har ramt et behov hos helt almindelige danskere, som ikke så mange andre tilbyder hjælp til. Det kan være alt fra et par timers hjælp om ugen til længerevarende opgaver. Folk betaler gerne selv for den form for ydelser, og i de fleste tilfælde kan de trække det fra i skat som håndværker- eller servicefradrag, fortæller Jannik Jensen.

Eksempelvis er der mange, der gerne betaler for, at deres ældre mor eller anden pårørende i den anden ende af landet får lidt ekstra hjælp i hjemmet.

Den nye afdeling giver Jannik mulighed for at tilbyde flere opgaver til sit vikarkorps, samtidig med at han udnytter deres spidskompetencer til at udvide virksomheden.