Ud af røret NU

Det er nu de ufaglærte og unge på Lolland-Falster skal ud af røret for at komme forrest i køen til de mange jobs, der bliver på det kommende tunnelelementfabrik ved Rødbyhavn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis ikke de mange tusinde jobs ,der følger med den kommende tunnelelementfabrik i Rødbyhavn, skal gå de unge og ufaglærtes næse forbi, så skal de i gang med at tage den relevante uddannelse nu.

Og derfor arbejder landsdelens største uddannelsesinstitution Celf på at sørge for at kunne uddanne den nødvendige arbejdskraft inden det store byggeri går i gang.

- Sammen med kommuner og erhvervsliv er det vores opgave, at gøre ufaglærte og unge opmærksomme på de arbejdsplader der kommer til Rødbyhavn og tilbyde dem uddannelser, der kan bruges der, siger markedsdirektør Kim Normand fra Celf.

Og der bliver tale om mange forskellige typer af kompetancer der bliver brug for på den kommende elementfabrik.

- Det er elementer til en tunnel der skal produceres. Derfor kommer det til at handle om arbejdspladser indenfor betonarbejde, svejsning, jern, kranfolk, logistik og transportfolk. Celf tilbyder allerede i dag de relevante uddannelser, så vi er kampklare til opgaven, fortæller han.

Og der er mange der vil være interesseret i at lægge deres arbejdskraft i byggeriet - og fra andre dele af landet eller for dens sags skyld, Europa.

- Sådan et byggeri er særdeles attraktivt at være med i. Det betyder, at byggeriet vil tiltrække arbejdskraft - uanset om den findes på Lolland-Falster eller ej. Arbejdspladserne skal nok blive besat. Vi skal jo bare have uddannet den nødvendige arbejdskraft, så det er folk fra Lolland-Falster der får de jobs, siger han og tilføjer at vi alle sammen skal ud af røret.

- Vi skal have jobcentrene at se på deres ledige og bede dem om at uddanne sig nu. Det gælder også kommuner og erhvervsliv, siger Kim Normand.

- En stor del af uddannelsesforløbene er i dag tilrettelagt med praktikpladser, og spørgsmålet er så, om det kan blive et problem med manglende praktikpladser?

- Det kan godt blive et problem, men jeg håber, at det kun er på et teoretisk plan. Det skal forstås sådan, at hvor der er arbejdspladser, så er der også arbejde for nogle arbejdsgivere lokalt, og derfor har de også brug for at uddanne lærlinge, siger han.

- Det her skal lykkes. Vi må ikke lade eventuelle manglende praktikpladser stoppe os. Vi må ikke lade finansiering af unges understøttelse eller SU være begrænsende for, at de unge på Lolland-Falster skal have en uddannelse nu. De skal have de arbejdspladser der opstår, slår Kim Normand fast.