Udkantsdanskere står svagt på fremtidens jobmarked

Tæt på hver tredje af de erhvervsaktive voksne i landets yderkommuner - de 16 kommuner, som regeringen selv betegner som yderkommuner har ingen erhvervsuddannelse.
Det viser beregninger, DR Nyheder har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Situationen er meget alvorlig, fordi 190.000 ufaglærte job vil forsvinde i løbet af ti år, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
21-årige Tanja Mathiesen fra Als tænkte ikke over, hvor vigtigt det var at få en erhvervsuddannelse.

Lige indtil hun blev fyret fra Danfoss for et år siden. Nu er hun i aktivering som ufaglært, men uden et reelt job.
- Mit råd er: Kom hurtigt i gang med at tage en uddannelse i stedet for at tage et sabbatår eller tjene penge, siger hun til DR Nyheder.

Tallene viser også, at yderkommunerne halter efter resten af landet.
I landets yderkommuner er der 30 procent flere uden en erhvervsuddannelse i forhold til landsgennemsnittet. Og hele 50 procent flere end i de fire største byer.

På Als - der er en af yderkommunerne - siger A-kasseleder Hanne Petersen fra 3F, at uddannelse er eneste vej frem:
- Ellers får vi en hel del tabere, som er de ufaglærte, siger hun.
/ritzau/

Tæt på hver tredje af de erhvervsaktive voksne i landets yderkommuner har ingen erhvervsuddannelse.

Offentliggjort Sidst opdateret