Udsigt til fordobling af tvangsauktioner

Antallet af tvangsauktioner er efter en periode med fald og stilstand pludselig eksploderet. Debitor Registret, der er Danmarks næststørste skyldnerregister, forudser, at stigningen vil fortsætte og blive fordoblet i løbet af de næste 12 måneder.

- Udviklingen følger de forudsigelser vi har lavet på baggrund af de øvrige registreringer i Debitor Registret, så derfor fastholder vi vores prognose på 650 månedlige indkaldelser til tvangsauktioner på landsplan inden for de næste 12 måneder, siger Birger Baylund, adm. direktør i Debitor Registret.

Han understreger dog, at udviklingen i høj grad afhænger af antallet af konkurser og deraf følgende afskedigelser i den kommende tid.

Antallet af tvangsauktioner er stigende over hele landet, men der er store regionale forskelle. Hovedstaden og Sjælland står for halvdelen af det samlede antal i 2009. Men det er vest for Storebælt, at de procentvise stigninger er størst for øjeblikket.

Debitor Registret konstaterer, at danskernes privatøkonomi bliver dårligere. Et særligt barometer, der måler på en række parametre som antal skyldnere, det samlede skyldige beløb, alder på gæld med mere, lå i maj på 110 mod 106 måneden før.
- Baggrunden for, at barometret fortsat stiger hver måned er, at den samlede gæld er blevet større, at der igen er kommet flere skyldnere i registret samt den dramatiske udvikling i antallet af tvangsauktioner, siger Birger Baylund.
/ritzau/




Antallet af tvangsauktioner er efter en periode med fald og stilstand pludselig eksploderet.

Offentliggjort Sidst opdateret