Udsigt til krisepakke i USA løfter aktiebørserne i Asien
En stigning tirsdag, der i procent ikke er set større på Wall Street siden 1933, har onsdag forplantet sig til aktiemarkederne i Asien. (Arkivfoto) Foto: Lucas Jackson/Reuters
Lucas Jackson/Reuters
For tredje dag i træk stiger kurserne på det japanske aktiemarked. Optur kommer efter rekordfremgang i USA.
De seneste dages fremgang på aktiebørserne i Asien fortsætter onsdag.
I Japan stiger det toneangivende Nikkei 225-indeks med omkring fem procent i formiddagshandlen lokal tid. Også i Hongkong, Sydkorea og Australien er der onsdag solide stigninger på mellem tre og fire procent.
Som følge af den globale coronakrise er der de seneste uger skrællet store værdier af de børsnoterede selskaber som følge af faldende aktiekurser.
Investorerne frygter for virksomhedernes indtjening, på grund af de mange restriktioner regeringer verden over har indført for at begrænse smittespredning.
Der er også bekymring for en global økonomisk nedtur, hvis virusudbruddet ikke bliver dæmpet.
Det er tredje dag i træk, at det japanske aktiemarked stiger markant.
Fremgangen i Asien kommer under påvirkning af en stor stigning tirsdag på børserne i USA. Desuden påvirker det også stemningen positivt i Japan, at OL i Tokyo denne sommer ikke blev aflyst, men er udskudt til næste år.
Dow Jones-indekset på Wall Street sluttede tirsdagen med et plus på 11,4 procent på meldinger fra Kongressen om, at der snart er enighed om en hjælpepakke til den amerikanske økonomi.
Tirsdagens stigning er den største målt i procent på en enkelt dag siden 1933. Men der er stadig langt op til de rekordkurser, der blev sat i USA for bare en måned siden. Det store S&P 500-indeks er stadig 28 procent lavere, end da det satte rekord i februar.
Både G7-landene og den amerikanske centralbank har de seneste dage forsikret, at de er parat til at yde næsten ubegrænset økonomisk hjælp, hvis der bliver behov for det.
USA's centralbank, Federal Reserve, meddelte mandag, at den på alle mulige måder vil understøtte erhvervslivet og økonomien.
Det blev tirsdag fulgt op af finansministrene fra G7-landene, som i en erklæring oplyste, at de vil "gøre, hvad der måtte være nødvendigt", for at afværge et stort økonomisk tilbageslag som følge af virusudbruddet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned