Uklart minister-svar i Føtex-sagen

Sagen fra Føtex ved Nykøbing, hvor varehuschef, Peter Høgh nægtede en gruppe asylansøgere adgang, fik SF’s folketingsmedlem Astrid Krag på barrikaderne.

I starten af december bad hun nemlig justitsminister, Lars Barfoed, om at svare på, om afvisningen var lovlig. Nu er der kommet svar fra Justitsministeriet, som dog ikke svarer entydigt på SF’erens spørgsmål.

Af principielle årsager ønsker Justitsministeriet nemlig ikke at svare på, hvorvidt Føtex har brudt loven ved at handle, som de gjorde.

I deres svar til Astrid Krag oplyser de dog, at ”dagligvarebutikker – i lighed med andre erhvervsdrivende og privatpersoner – inden for rammerne af gældende ret kan træffe foranstaltninger, der har til formål at forebygge eksempelvis ordensmæssige problemer på deres ejendom”.

Af skrivelsen fremgår det også, at eventuelle foranstaltninger skal være ”i overensstemmelse med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv.”.

Ifølge denne lov kan en erhvervsdrivende, der nægter at betjene en person på samme vilkår som andre på grund af vedkommendes race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil seks måneder.

På samme måde kan den, der ud fra samme differentiering, nægter at give en person adgang på samme vilkår som andre til sted, forestilling, udstilling, sammenkomst eller lignende, der er åben for almenheden, straffes, fremgår det af skrivelsen til Astrid Krag.

Justitsminister Lars Barfoed har nu svaret på SF'eren Astrid Krags spørgsmål om, hvorvidt Føtex' afvisning af tre busfulde asylansøgere var lovlig. Men svaret er ikke entydigt.

Offentliggjort Sidst opdateret