Ukraineres arbejde i Danmark vil fylde ved første kampdag i tre år

Både i 2020 og 2021 blev arbejdernes internationale kampdag markeret med digitale arrangementer på grund af coronapandemien. Men i år kan fagbevægelsen igen invitere til de traditionsrige arrangementer landet over, som her i 2019 i København. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efter to år med aflysning af fysiske arrangementer til arbejdernes internationale kampdag kan de røde faner søndag igen bæres frem til fejring over hele landet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Arbejdernes internationale kampdag vil i år leve op til sit oprindelig formål om international solidaritet, når fagbevægelsen søndag holder arrangementer med taler og musik landet over.

For et af de helt store temaer på dagen bliver situationen omkring krigen i Ukraine, lyder vurderingen fra flere fagforeningsfolk.

Ikke mindst hvordan fagbevægelsen skal forholde sig til de mange ukrainske flygtninge, som kommer til Danmark, og hvoraf mange formentligt skal ud på arbejdsmarkedet.

- Der er ingen tvivl om, at det er det, der kommer til at fylde allermest, siger Kresten Vendelboe, som er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation i Aarhus.

- Hvordan skal vi håndtere det, og hvordan skal vores rolle være? Ikke mindst i lyset af en østaftale, hvor der tidligere har været kedelige episoder med arbejdsgivere, der ikke forstår at behandle de ansatte ordentligt, siger han.

- Det bliver en kunst for os at sikre, at nye kolleger bliver behandlet ordentligt, så det ikke bliver en ny kolonne af parallelborgere på et skævt arbejdsmarked.

Samme vurdering lyder fra Stig Møller, formand for 3F Industri i Odense. Han tilføjer, at også medlemmernes løn kan blive et tema nu, hvor inflationen har overhalet lønstigningstakten blandt andet i industrien.

- Det er et kæmpe problem. Alle vores medlemmer kan jo mærke, at de ikke har lige så meget at gøre godt med, siger han.

På grund af coronapandemien er det første gang i tre år, at fagbevægelsen kan holde de traditionsrige 1. maj-arrangementer med taler og musik rundt om i landet. I 2020 og 2021 foregik det online.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet er det en tradition i fagbevægelsen at tale om international solidaritet. Derfor vil krigen i Ukraine helt naturligt være på dagsordenen.

Men derudover vil sikkerhed og tryghed for danske lønmodtagere også være store temaer, vurderer han.

- For eksempel om udhuling af dagpengene og generelt flere usikkerheder på arbejdsmarkedet i en økonomisk ustabil fremtid.

- Men også hvordan fagbevægelsen kan få flere medlemmer især blandt de unge og den udenlandske arbejdskraft, siger han.

For organisationerne på det private arbejdsmarked handler det også om de kommende overenskomstforhandlinger, som går i gang senere i år. Blandt andet spørgsmålet om at sikre reallønnen.

For organisationer på det offentlige område er et af de store temaer fortsat kravet om ligeløn, vurderer arbejdsmarkedsforskeren.

I forbindelse med et lovindgreb, der afsluttede en konflikt for sygeplejerskerne sidste år, blev der nedsat en lønstrukturkomité, som skal se på lønudviklingen i det offentlige.

Den venter man spændt på mange steder, lyder det fra formand for FOA Nordsjælland Lene Lindberg.

Men samtidig står arbejdsmiljøet i sundhedssektoren også meget højt på dagsordenen, siger hun. For lige nu betyder manglen på medarbejdere, at man mange steder løber ekstra stærkt.

- Mange har en følelse af at gå hjem flere gange om ugen med ondt i maven, fordi de ikke har formået at levere den faglige indsats, som borgerne bør have, da de er så meget under pres, siger Lene Lindberg.

/ritzau/

Fanemarch under arbejdernes internationale kampdag i Fælledparken i København onsdag den 1. maj 2019. Efter to kampdage med digitale markeringer kan fanerne igen bæres frem. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu