Fyringen af DSB's administrerende direktør Søren Eriksen kan blive rigtig dyr for DSB og dermed de danske skatteborgere.
Flere eksperter kalder fyringen for ulovlig i Politiken, og hvis det holder stik, kan Søren Eriksen formentligt høste en klækkelig erstatning.
- Så er det en uberettiget fyring, og det er en grim sag. Søren Eriksen kan lave et søgsmål, og jeg vil tro, at sagen er relativt ukompliceret. Det kan løbe op i nogle års løn, vurderer Anders Drejer, professor ved Institut for Erhvervsstudier ved Aalborg Universitet
Flere eksperter kalder det en ulovligt og tilsidesættelse af god selskabsskik, at Søren Eriksen blev fyret den 17. marts, uden at de tre medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer blev inddraget i beslutningen.
At det forholder sig sådan, fastholder to bestyrelsesmedlemmer over for Politiken.
- Lovgivningen siger klokkeklart, at alle bestyrelsesmedlemmer skal behandles ens, uanset om de er udpeget af ejere eller medarbejdere, siger professor i selskabsret, Caspar Rose fra CBS, Handelshøjskolen i København, til Politiken.
Selvom der alligevel havde været flertal i bestyrelsen for at fyre Søren Eriksen udenom medarbejderrepræsentanterne, så er det helt afgørende, at de var taget med i beslutningsprocessen, siger også Anders Drejer.
Han mener, at sagen bør få konsekvenser.
- Hvis vi antager, at fyringen er ulovlig, så vil jeg da stille spørgsmål ved formandens kompetencer. Det er en kæmpe dumhed, hvis han ikke har inddraget alle bestyrelsesmedlemmer. Spørgsmålet er, om han bør gå, siger Anders Drejer.
DSB's bestyrelsesformand Mogens Granborg afviser over for Politiken, at der er sket noget ulovligt. Han fastholder, at de tre medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer blev orienteret per telefon om fyringen.
Transportminister Hans Christian Schmidt (V) har sat en undersøgelse i gang om sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub