Ungdomsarbejdsløsheden er på vej i den rigtige retning
Foto: Miriam Dalsgaard, Polfoto, arkivfoto.
Miriam Dalsgaard/POLFOTO/arkiv
Tal fra Danmarks Statistik fortæller historien om, at de unges vej til arbejdsmarkedet er blevet nemmere.
Den seneste arbejdskraftundersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden holder sig i ro, samtidig med at beskæftigelsen stiger.
Og noget tyder på, at det er de unge, der i højere grad melder sig ind på arbejdsmarkedet.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har kigget nærmere på tallet og set på, hvordan det er gået med ungdomsarbejdsløsheden i det år, der er gået.
Og tallene er opløftende. Hvor arbejdsløshedsprocenten i begyndelsen af 2012 var 14,8 for de unge under 25, var det sæsonkorrigerede tal for fjerde kvartal sidste år kun 11,7 procent.
For de 25-34-årige gælder, at arbejdsløsheden i samme tidsrum er faldet fra 10,3 procent til knap otte procent, når man korrigerer for sæson.
- Det er meget glædeligt, at ungdomsledigheden nu igennem længere tid har vist en faldende tendens, og flere er kommet i arbejde.
- Længerevarende ledighed blandt unge kan have store negative konsekvenser for unge selv, men også for samfundet, siger Erik Bjørsted, der er chefanalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Han mener, at en forklaring på de unges øgede jobfrekvens ud over den forbedrede beskæftigelse også kan være, at mange har benyttet finanskrisen til at få sig en uddannelse eller uddanne sig yderligere, så man har øget sine jobchancer på den måde.
Og han vurderer også, at kontanthjælpsreformen har været med til at give nogle unge et skub ud i uddannelse eller job.
Tallene betyder, at Danmark er blandt de lande i Europa med lavest ungdomsarbejdsløshed.
Kun Tyskland, Holland, Østrig og Malta kan fremvise en bedre statistik, mens Sverige, der ikke har været nær så hårdt ramt af finanskrisen, ligger et stykke højere.
Værst ser det ud i Grækenland og Spanien, hvor ungdomsarbejdsløsheden ligger omkring 50 procent.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned