Arbejdsløsheden blandt de unge under 29 år er mere end fordoblet på tre år fra godt 15.000 i 2008 til 41.198 i juli i år.
Det skriver Politiken.
Men det er kun toppen af problemet, de officielle arbejdsløshedstal afspejler, vurderer en arbejdsmarkedsforsker over for avisen.
- En del unge har ikke meldt sig i a-kasse, og nu kan de ikke få kontanthjælp, hvis de for eksempel ejer en andelslejlighed eller danner par med en, der har en typisk indkomst, siger professor Flemming Ibsen, Aalborg Universitet.
Professoren finder belæg i den såkaldte AKU-arbejdsløshedsstatistik, som Danmarks Statistik udarbejder. Det er en bredere definition af arbejdsløshed, som blandt andet bruges internationalt.
Her er arbejdsløsheden blandt unge under 29 år på 94.000 eller 12,8 procent. Statistikken er et forsøg på at tage højde for, at der er ledige, som ikke kan få hverken arbejdsløshedsunderstøttelse eller kontanthjælp.
Statistikken rummer også folk under uddannelse, som gerne vil have et job til at supplere SU'en med, men ikke kan finde et arbejde.
- Det kan være alvorligt nok for studerende, at de ikke kan finde et job ved siden af studierne, lyder det fra Flemming Ibsen.
- Mange studerende er etablerede i familier og skal måske forsørge et barn eller to. Når indtægten udebliver, forsvinder også en del af forsørgelsesgrundlaget i familien, siger Flemming Ibsen til Politiken.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) kalder langtidsledigheden og ungdomsarbejdsløsheden for de alvorligste problemer under krisen:
- Men det er misvisende at bruge AKU-tal, når vi taler ungdomsarbejdsløshed. Det giver ikke mening at tælle studerende med, som ikke kan finde et studiejob. Vi har for eksempel en af verdens højeste uddannelsesstøtter, siger Inger Støjberg til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned