Unges fremtid i søfarten

Dansk arbejdskraft er for dyr for A.P. Møller-Mærsks containerrederi, Maersk Line. Rederiet vil af med 170 yngre danske skibsofficerer, og det får skibsofficerernes faglige organisation Søfartens Ledere til at sætte spot på de unges fremtid i søfarten.

Sekretariatschef i Søfartens Ledere Fritz Ganzhorn siger, at samfundet bruger masser af penge på at uddanne de unge til søfarten.

- I flere år har vi sammen med rederierne sagt til de unge, at der er gode fremtidsmuligheder i søfarten og Det Blå Danmark. De unge fortjener, at der er job til dem i det maritime erhverv, siger Fritz Ganzhorn.

Danske skibsofficerer kan ikke hamle op med eksempelvis asiatiske søfolk, når det gælder lønnen. Derfor er det blandt andet faglige kompetencer, som danske skibsofficerer skal konkurrere på i kampen om jobbene om bord på handelsskibene.

Skibsrederne har ellers meget lempelige vilkår. Med skibe under dansk flag i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS)

betaler rederierne nettoløn til danske skibsofficerer og sparer således skatten.

Søfartens Ledere vil i næste uge afklare sin politiske holdning til de nye tider for skibene i DIS og hvilke krav, der eventuelt kan rejses over for søfartens minister Lene Espersen (K) for at stille danske søfolk bedre i konkurrencen.

På trods af lempelige skatteregler, hyrer rederierne i stigende omfang billig udenlandsk arbejdskraft til at arbejde om bord på skibe under dansk flag. Den aktuelle krise har styrket tendensen.

/ritzau/

Fremtiden for de unge i søfarten tages op til revision af Søfartens Ledere i kølvandet på A.P. Møller-Mærks beslutning om at udskifte 170 skibsofficerer.

Offentliggjort Sidst opdateret