Unibrew overtager Danmarks ældste familieejede bryggeri
Royal Unibrew har indgået en aftale med familien bag Fuglsang Holding om at overtage Bryggeriet S. C. Fuglsang og Mineralvandsfabrikken Frem. (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Royal Unibrew har overtaget selskaberne Bryggeriet S.C. Fuglsang og Mineralvandsfabrikken Frem.
Landets næststørste bryggeri, Royal Unibrew, bliver nu endnu større.
Unibrew har således indgået en aftale med familien bag Fuglsang Holding om at overtage Bryggeriet S.C. Fuglsang og Mineralvandsfabrikken Frem.
Det oplyser Unibrew i en pressemeddelelse.
Med overtagelsen følger to produktionssteder. En sodavandsfabrik i Ribe og et bryggeri i Haderslev.
Bryggeriet i Haderslev vil forblive ejet af Fuglsang-familien, og produktionen vil fortsætte i et samarbejde mellem Fuglsang-familien og Royal Unibrew.
Begge produktionssteder vil forsætte med at producere som før, mens logistik bliver integreret i Unibrews netværk og håndteres ud fra bryggeriets terminaler.
- Vi har i Royal Unibrew haft et tæt og godt samarbejde med Fuglsang igennem mange år, ligesom Fuglsang i mange år har arbejdet med salg af både øl og sodavand, siger Kasper Ryttersgaard Jacobsen, der er direktør for Unibrews danske forretning.
- Fuglsang passer derfor også rigtig godt ind i Royal Unibrews lokalt forankrede drikkevare forretning, og vi er derfor både glade og stolte over at kunne byde Fuglsang velkommen til Royal Unibrew, siger han i en pressemeddelelse.
Bryggeriet Fuglsang er kendt som Danmarks ældste familieejede og -drevne bryggeri.
Selskabet blev grundlagt af Søren Christian Fuglsang i 1865. Siden da er det gået i arv. I dag drives bryggeriet af femte generation i Fuglsang-familien.
Ifølge Kim Fuglsang, den nu tidligere ejer af bryggeriet, har stor konkurrence i markedet været med til at påvirke salgsovervejelserne.
Til branchemediet Fødevarewatch fortæller han, at det danske drikkemarked er præget af "få virkelig store aktører og rigtig mange få".
Her mener han, at Fuglsang falder mellem to kategorier, som i praksis vil være svært at bryde ud af.
- Vi kunne se, at der var lang vej til at blive en af de helt store.
- Og på sigt ville det blive en stadig dårligere forretning at fortsætte kampen i mellemkategorien, siger Kim Fuglsang til Fødevarewatch.
Efter salget fortsætter Kim Fuglsang som direktør i bryggeriets maltforretning.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde