I flere år har den amerikanske fødevarestyrelse (FDA) siddet advarsler mod kemiske stoffer overhørig. Men nu får skeptikerne uventet hjælp af myndigheden selv.
I en ny rapport udtrykker FDA bekymring over det efterhånden så omdiskuterede stof bisphenol A (BPA), skriver Informationscenter for Miljø & Sundhed, Stoffet findes blandt andet i nogle sutteflasker.
FDA blåstemplede ellers stoffet i 2008. "Kemikaliet var ikke farligt ved den nuværende brug, som tilsætningsstof i klar plast i blandt andet sutteflasker", konkluderede de. Og den gældende sikkerhedsmargen var tilstrækkelig til at beskytte forbrugerne for udsættelse for stoffet.
Det skete på trods af, at deres egne rådgivere hos det nationale toksikologi program (NTP) konkluderede, at stoffet muligvis var farligere end hidtil antaget. De var især bekymrede for, om det kunne have effekter på hjernen og prostatakirtlen på fostre, spædbørn og børn.
Nu er FDA ikke længere sikre på, om det er helt så ufarligt endda. Den amerikanske fødevarestyrelse erklærer sig nemlig i sin nye rapport enig med NTP - og man anerkender, at der er stor usikkerheder i forhold til de potentielle konsekvenser for menneskers sundhed.
Fødevaremyndigheden vurderer dog fortsat, at der skal flere undersøgelser til, før de vil gribe ind og forbyde den nuværende brug af stoffet.
Stoffet er på EU's liste over hormonforstyrrende stoffer, ligesom Folketinget i maj sidste år pålagde regeringen at indføre et totalt stop for brug og salg af produkter med bisphenol A. Stoffet er dog endnu ikke bandlyst, hverken i EU eller Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde