USA skaber knap en million job uden for landbruget i juli
En kvinde på indkøb passerer et jobskilt i byen Morton Grove i den amerikanske delstat Illinois. Nye tal fra det amerikanske arbejdsministerium viser en markant jobvækst i juli. Foto: Nam Y. Huh/Ritzau Scanpix
Nam Y. Huh/Ritzau Scanpix
Der blev i juli skabt 943.000 job uden for landbruget i USA. Det er knap 100.000 flere end forventet.
Der er godt gang i jobskabelsen i USA.
Det viser den seneste amerikanske jobrapport fra arbejdsministeriet i Washington. For der blev skabt 943.000 job uden for landbruget i USA i juli.
Det er knap 100.000 flere end, end et panel af økonomer havde vurderet ifølge Reuters. De havde gættet på 858.000 nye job.
- Det er en utrolig stærk jobrapport med gode nyheder for danske eksportvirksomheder. Den høje jobvækst fra juni er fortsat i juli, og det bringer amerikanerne tættere på niveauet fra før corona, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).
Ledigheden i USA er faldet til 5,4 procent fra 5,9 i juni, viser jobrapporten.
- Der er virkelig godt gang i jobskabelsen i USA, og heldigvis har Delta-varianten af COVID-19 indtil videre ikke ødelagt jobfesten på det amerikanske arbejdsmarked. Den høje jobskabelse vidner om, at hjulene drejer hurtigt i den amerikanske økonomi, og det giver medvind til den danske eksport, lyder det fra cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Erik Bjørsted.
Men der kan være nælder i de nye tal.
- Flere amerikanske virksomheder melder om mangel på arbejdskraft, hvilket kan bremse opsvinget, påpeger Bjørsted.
- Mange er dog fortsat uden arbejde, og derfor tyder det på, at de arbejdsløse ikke har de rigtige kvalifikationer, eller arbejdsgiverne synes, at de arbejdsløse har været væk fra arbejdsmarkedet i for lang tid, vurderer han.
Det sker på baggrund af en stærk økonomisk vækst i USA i første halvår. Samfundsøkonomien er vokset med 7 procent. Der er tale om den kraftigste vækst siden 1984, skriver Reuters.
Men den stigende smitte denne sommer med Delta-varianten af covid-19 i USA kan være et faresignal for økonomien og arbejdspladserne.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker