Usikker fremtid for Carlsberg efter solidt 2021
(ARKIV) Carlsberg spår flere udfordringer i 2022 efter et 2021, der trods covid-19 og priskvaler endte lukrativt. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Bryggeriet Carlsberg oplevede en pæn fremgang i 2021. Men flere mulige snublesten lurer i år, siger regnskab.
Efter en fremgang i omsætningen i 2021 varsler Carlsberg et usikkert år i 2022 præget af covid-19 og stigende råvareomkostninger. Det fremgår af regnskabet.
Godt hjulpet af stigende volumener kan Carlsberg for 2021 notere sig en omsætning på 66,6 milliarder kroner - en stigning fra 2020 på omkring otte milliarder. Og et nettoresultat på otte milliarder kroner.
- 2022 bliver endnu et udfordrende år. Covid-19 forventes stadig at påvirke vores markeder i forskellig grad.
- Samtidigt vil vores forretning bliver påvirket af markante stigninger i råvareomkostningerne, hvilket vi vil imødegå ved at tjene mere per solgt hektoliter og et fortsat skarpt fokus på omkostninger, skriver Carlsberg.
De stigende råvarepriser begyndte ifølge regnskabet allerede i andet halvår af 2021, hvor alt fra ingredienser, emballagematerialer og energi begyndte at stige.
At hæve prisen - og dermed indtjeningen per solgt liter - kan have en effekt på forbruget, skriver bryggeriet. Derfor stiller bryggeriet sine investorer en vækst i driftsresultatet i udsigt på nul til syv procent.
- De stigende råvarepriser kommer til at ramme Carlsberg i 2022. Så det er en udtalt risiko, det er der ingen tvivl om.
- Men tendensen er, at alkoholfrie øl, specialøl og lidt dyrere øl står højt på forbrugernes ønskeliste. Der tjener Carlsberg mere. Spørgsmålet er så bare, om det kan modvirke stigningerne i råvarepriserne, siger Carlsberg-analytiker ved Sydbank, Per Fogh.
Set på 2021 samlet er bryggeriets direktør, Cees 't Hart, dog svært tilfreds.
- Selv om vores forretning blev ramt mærkbart af covid-19, leverede vi en stærk vækst i både salg og resultat. Vores resultater er pænt over niveauerne fra før pandemien, skriver han i regnskabet.
Salget er da også steget. I 2021 solgte Carlsberg via sine kendte mærker som 1664, Grimbergen og mange flere 119,6 millioner hektoliter øl. En hektoliter svarer til 100 liter.
- Det er en generelt genåbning af økonomierne i både Europa og Asien, der har påvirket positivt. Der har været en eufori efter genåbningen, som har gjort, at forbrugerne har efterspurgt øl. Også dyrere øl.
- Og det er smittet positivt af på Carlsbergs, siger Sybanks Per Fogh.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde