Mange danskere har skullet spare efter krigen i Ukraine, hvor priserne på el og gas og varer som smør og mælk er braget op.
Men mens danskernes pengepunge er ramt, har energiselskaber tjent stort på at handle med energi.
Nu har sager om millionbonusser og markedsmanipulation ramt medierne. Bliv klogere på energihandel og skyggesiderne her:
* Hvordan tjener man penge på at handle med energi?
Energimarkedet fungerer ligesom markedet for aktier og andre varer, når strøm og gas købes og sælges på tværs af landegrænser.
Det sker på energibørser, hvor handlere forsøger at forudse udviklingen og dermed tjene penge på udsving i priserne.
For nogle virksomheder er det den primære opgave, mens andre skal bruge energi til produktion og prøver at sikre en stabil pris.
Ifølge Anders Houmøller, tidligere chef for den danske afdeling af elbørsen Nord Pool, har priserne det seneste år varieret voldsomt.
- Det værste, der kan ske for en spekulant, er, at priserne ligger stabilt højt eller stabilt lavt. De tjener penge, når priserne svinger.
- Hvis priserne svinger meget, kan dygtige spekulanter tjene meget, mens de knap så dygtige kan tabe meget, siger han.
* Hvor mange penge kan man tjene på det?
Flere store energiselskaber har endnu ikke offentliggjort tal for 2022, men energikoncernen Norlys ottedoblede sit overskud til 4,2 milliarder.
Det skyldtes blandt andet store indtægter i energihandelsselskabet Norlys Energy Trading, som koncernen ejer 51 procent af.
Energi Danmark, der er ejet af Andel og NRGI, har ifølge Jyllands-Postens oplysninger mere end 50-doblet sit overskud til 8,9 milliarder.
Det er dog ikke kun selskaber, der har tjent store summer. Store bonusser er også endt hos medarbejdere i nogle selskaber.
Energi Danmark har været i søgelyset, efter at Jyllands-Posten afdækkede, at medarbejdere stod til bonusser på op til 300 millioner kroner.
Selskabet har siden meldt ud, at aftalen var ugyldig, og medarbejderne er fyret. Men de har erklæret sig klar til at gå rettens vej.
Både Energi Danmark og Norlys er andelsejet, hvilket konsulent Anders Houmøller mener er problematisk, når det kommer til energihandel.
- Et privatejet selskab kan spekulere, som de vil. Men når det er et andelsejet selskab, er det jo dine og mine penge.
- Nu er de hoppet på det her, og der har de i første omgang været heldige at tjene penge, fordi det har været let i 2022, siger han.
* Har alt det her påvirket mine energiregninger?
Ifølge Norlys er det milliardstore overskud fra energihandlen primært hentet uden for landets grænser og har ikke påvirket kundernes energipriser.
Derudover er overskuddet også til gavn for de 800.000 andelshavere, der nu kan se frem til, at en milliard bruges på rabatter.
Energi Danmark sælger ikke energi til privatkunder og har tidligere fortalt, at pengene ikke er tjent på erhvervskunder.
Pengene er tjent på handel med energi på markeder uden for Norden.
* Gøres der noget ved det her?
De store overskud og bonusser er på den politiske dagsorden.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) er kaldt i samråd af SF, der vil have en særskat for de ekstraordinære profitter.
Ministeren siger fredag i en skriftlig kommentar, at værktøjskassen er åben:
- Jeg vil ikke udelukkede for eksempel regulering eller kontrol. Men nu har jeg sat gang i et tværministerielt arbejde, så vi finder de rigtige værktøjer.
Også ved retten fylder energihandel. Otte mænd er varetægtsfængslet - sigtet for markedsmanipulation for et trecifret millionbeløb.
Der er tale om tre direktører og fem ansatte fra et energihandelsselskab. De sigtede nægter sig skyldige.
/ritzau/
Daglige udsving kan give store gevinster
* Handel med energi foregår ved, at forsyningsselskaber laver prognoser for det ventede forbrug - typisk for det næste døgn.
* Det meldes ind som en købsordre på en energibørs. I Europa handles der strøm på Nord Pool.
* Energiproducenter melder samtidig deres forventede produktion ind fra for eksempel kraftværker og vindmølleparker.
* Men det er svært at forudsige. Alt fra vejr til uforudsigelige forbrugere spiller ind, og ofte er der brug for mere eller mindre strøm.
* De kommercielle energihandelsselskaber er mellemled mellem energiproducenter og forsyningsselskaber.
* Energihandlerne opkøber, hvor der er overproduktion, og sælger, hvor der er efterspørgsel. Det sker på tværs af landegrænser.
* Strøm kan ikke gemmes på lager, så der skal være balance mellem den købte og solgte strøm.
* Energihandelsselskaber kan også handle med andre former for energi - eksempelvis gas.
Kilde: Ritzau, Marketwire og Energi Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Vidne i yacht-sagen: Søventil er ikke som en øldåse
Simon Hansen skyder resortmøde i gang: - Vil skabe mere liv året rundt
Fitness-ejer står bag: Legendarisk bar genåbner i Marielyst
To mænd uden sele og pas fik bøder ved grænsen i Rødbyhavn
135 blev blitzet: Én havde meget travlt
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Kronprinsen til stor brofest
Efterlyser vidner i sag om grov vold