Væksten var endnu højere i fjerde kvartal end antaget
Dansk økonomi voksede en del mere i de sidste måneder af 2023, end det hidtil har været antaget.
Dansk økonomi havde endnu mere fart på i slutningen af sidste år end først antaget.
Danmarks Statistik har onsdag morgen offentliggjort reviderede tal for bnp-væksten i fjerde kvartal sidste år.
De fortæller om en vækst på 2,6 procent.
Det er hele 0,6 procentpoint mere end ved den foreløbige opgørelse.
En stor del af opskrivningen skyldes sæsonkorrektion, men tallet understreger ifølge Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, at økonomien sluttede 2023 af med et brag.
- Væksten i fjerde kvartal var ekstraordinær stærk. Bortset fra efter et par genåbninger oven på corona, har vi kun set så høj kvartalsvækst to gange tidligere i mere end 30 år, siger Allan Sørensen i en kommentar.
Tore Stramer, der er cheføkonom hos Dansk Erhverv, minder dog om, at det i overvejende grad er medicinalindustrien - og særligt Novo Nordisk - der har trukket læsset.
- Altså har andre dele af dansk økonomi været ramt af en recessionslignende tilstand i 2023 med faldende eller uændret økonomisk aktivitet, skriver han i en kommentar.
Opjusteringen i fjerde kvartal betyder, at væksten for 2023 også er blevet opjusteret fra 1,8 til 1,9 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker