Vandrerhjem jubler over udsigt til rekordsæson
Socialt samvær, attraktive priser og moderne faciliteter trækker rekordmange gæster til landets vandrerhjem.
Selv om sommeren har været regnfuld, har der været masser af overnattende gæster på landets vandrerhjem.
Juni bød på en stigning på 19 procent flere overnatninger på landets 71 vandrerhjem sammenlignet med samme periode sidste år.
Direktør i Danhostel Ole Andersen spår, at vandrerhjemmene er på vej mod en rekordstor sæson.
- Vi får en rekordsæson, det er jeg ikke i tvivl om. Den gode udvikling, vi har set i juni, er fortsat i juli og her i august, siger Ole Andersen.
Det er ifølge Danhostel-direktøren udtryk for, at danskerne for alvor har fået øjnene op for vandrerhjemmenes kvaliteter.
- Vi har gjort meget for at fortælle, hvad vandrerhjem står for i 2016 - at det er en moderne overnatningsform med moderne faciliteter.
- Det, vi kan se, er, at især familierne har taget det til sig og efterspurgt i år, siger Ole Andersen.
Han peger også på en anden tendens, der giver vandrerhjemmene medvind:
- Familierne efterlyser en konkurrencedygtig overnatningsform, hvor de for fornuftige penge kan overnatte og så bruge lidt flere penge på oplevelser, siger Ole Andersen.
Endelig er der ønsket om socialt samvær, der trækker danske og udenlandske turister til vandrerhjemmene:
- Danskerne efterspørger mere fællesskab. Hos os er man fælles om grillen og om forskellige aktiviteter, og det kan vi se, at folk gerne vil have, siger Ole Andersen.
Tidligere var der især stor søgning mod de centralt placerede vandrerhjem i og nær storbyerne. Men her er der sket en udjævning, påpeger Danhostel-direktøren.
- Vi kan se, at væksten i år går bredt ud. Det er alle regioner, der vokser, siger han.
Det er ikke kun vandrerhjemmene, der har haft en fremgang i antallet af overnatninger.
Samlet set var der ifølge Danmarks Statistik 3,6 millioner overnatninger i juni på hoteller, feriecentre, campingpladser, vandrerhjem og lystbådehavne.
Det er en stigning på 119.000 overnatninger - svarende til tre procent - sammenlignet med juni 2015.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde